Sønnen fra Amerika (1957)

Baseret på samme forlæg:
Niels Pind og hans Dreng (1941)
Sønnen fra Amerika (1957)

16 år efter filmatiseringen af samme Johan Skjoldborg-roman med Axel Frische og Gunnar Lauring som "Niels Pind og hans Dreng" kom farveversionen "Sønnen fra Amerika", denne gang med Peter Malberg og Poul Reichhardt som far og søn. Det blev en af halvtredsernes helt store hyggefilm. Den farvelagte og noget mere moderne version emmer af samme grundlæggende Morten Korch’ske idylliseringsstemning som den sort/hvide film, men har samtidig en mere aggressiv spændingskurve, der kulminerer i et flot filmet, men ufrivilligt komisk klimaks.

Den nyrige søn Jens Nielsen (Poul Reichhardt), vender hjem fra USA til sin fødeegn, hvor han finder alt ved det gamle. Farmand Niels "Pind" Nielsen (Peter Malberg) er stadig mere end almindeligt glad for snaps og forhutler sig gennem tilværelsen med tilfældigt forefaldende arbejde.

Jens er en rigtig kapitalist, og han ser straks industrielle udviklingsmuligheder i landsbyen. Noget, der falder de lokale idealister for brystet, med skolelæreren Jesper Jensen (Holger Juul Hansen) i spidsen. De vil hellere bygge et værested for områdets unge. Noget, Jens kun har hån til overs for. Der opstår også romantiske interesser, der tilsvarende tager jord med på den idealistiske/kapitalistiske slagmark, men med lidt held opstår de rette parringer alligevel henimod slutningen...
 

Preben Lerdorff Rye optræder som en groft stereotypiseret væmmelig karl og et tidstypisk skræmmebillede. Ikke alene gramser han på de helt unge piger (= grænsende til børnelokkeri), han er også en udtalt sexfikseret type, som alle er enige om bare skal ned med nakken! Og dét sørger Jens Nielsen så for med en proper næve i filmens omtalte ufrivilligt komiske klimaks. Der er til gengæld hygge og charme, så det basker i Peter Malbergs portræt af den forhutlede Niels Pind. Skæve smil og en afmålt spillet tår over tørsten – og så er han nødt til at træde i karakter, når sønnens kapitalisme tager overhånd.

Sigrid Horne-Rasmussen er behageligt afdæmpet i birollen som Mine Holm, desværre belemret med en "svensk" accent, der mest af alt kommer til at lyde hen i retning af ubehjælpsom fjeldnorsk. Emil Hass Christensen og Lisbeth Movin repræsenterer begge med kedeligt, gråt og farveløst skuespil det lokale gods, som Jens går med planer om at erhverve. Reichhardt leverer i øvrigt en helt igennem forventelig præstation uden meget glimt i øjet. Peter Deutschs underlægningsmusik lægger sig i kølvandet på Gyldmark- og Korch-stilarten, hvis man da overhovedet kan kalde disse tamme tonerækker for "stil".