Picnic at Hanging Rock (1975)

    En gruppe dannede og fine piger fra en øde beliggende pigeskole tager i året 1900 på udflugt til en stor klippe. Det ender gruelig galt.


    EN SÆR HELHED

    I den australske instruktør Peter Weirs ungdomsproduktion ligger der en skjult skat, som det færreste kender til. Det var først med filmen Witness (1985), at Weir for alvor slog igennem internationalt, og siden blev han i Hollywood.

    Weirs kunstneriske perle
    Lad os fæste os ved denne tidlige spillefilm, "Picnic at Hanging Rock", der uanset hvilken brille man tager på må betragtes som Weirs kunstneriske perle. Filmen er både i sin historie, sin tekniske tilgang og sin fortællestil ganske usædvanlig, det er så absolut ikke en film for enhver smag. Baseret på Joan Lindsays roman af samme navn udspiller filmen sig i året 1900 i og omkring en australsk pigeskole, der er beliggende i et trygt og øde landdistrikt.

    Alle tiders udflugt
    Pigerne er alle uhyggeligt velopdragne, tildækkede og indsnørede, og da skolens forstanderinde giver dem tilbud om en udflugt til en stor klippe i nærheden, er det årets helt store begivenhed. I en nydelig hestevogn fragtes pigerne gennem den nærliggende landsby - først herefter må de tage handskerne af i sommervarmen - og ud til klippen med tilnavnet "Hanging Rock".
     

    Varmen stikker

    Madkurvene tages frem, lærerinderne strikker, og varmen stikker. En lille håndfuld af pigerne får lyst til at hoppe over bækken og se sig lidt om på egen hånd. Men det skulle de ikke have gjort. Snart havner pigerne i klippens labyrintiske og voldsomt hypnotiserende univers - de af pigerne, der vender tilbage, har stærkt hukommelsestab, og hvor er de øvrige piger blevet af? Det forbliver et stort mysterium.

    Et ambitiøst projekt
    Det er i sig selv ambitiøst at sætte sig for at filmatisere en roman af Joan Lindsays type, der rummer en intensitet og mystik, der er svær at sætte billeder på. Peter Weir lykkes meget overbevisende med at genskabe ikke alene det historiske vingesus men også den skræmmende mystik omkring klippen.
     

    Et centralt udtryk

    Klippen er et helt centralt udtryk i filmen, det er væsentligt, at den får et "liv", og denne uhygge og utryghed formes af Weir blandt andet gennem hårrejsende lyd- og musikeffekter, brug af slow motion og langsomme tiltninger op mod klippens møde med himmelen.

    Stærk vekselvirkning
    Vekselvirkningen mellem på den ene side idyl, fred, tryghed, skønhed, ungdom og sammenhold og på den anden side kaos, uro, utryghed, helvede, død og adskillelse bliver i Weirs iscenesættelse ekstremt stærk. Det er bemærkelsesværdigt, at filmen fungerer så godt på de mange forskellige platforme: historisk, pigesammenhold, mystik, uhygge, død og psykologisk kaos.

    En sær helhed
    Peter Weir har succes med dette, blandt andet fordi han benytter både stærkt lyriske og mere jordnære kausale elementer, der flettes ind i hinanden, så de bliver til en sær men overbevisende helhed. Samtidig er langt de fleste unge piger velspillende, også i filmens meget krævende passager, og det er flot at få så mange unge skuespillere med på så ekstrem en idé, som hele historien er baseret på. Særheden er et andet positivt kendetegn ved filmen; det er en sjælden fortælling, en vovet og elegant kunstnerisk film, som man bør unde sig selv at se.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1975, Australien, Drama, Mystik, Teenagere, 107 min.

    Dansk titel: Udflugten
    Instr: Peter Weir Prod: Hal McElroy, Jim McElroy Manus: Cliff Green Baseret på: roman af Joan Lindsay Foto: Russell Boyd Klip: Max Lemon