Lolita (1997)

Sammenhængende film:
Lolita (1962)
Lolita (1997)

Instruktør Adrian Lyne har ikke kunnet modstå fristelsen for at fabrikere en ny filmatisering af Vladimir Nabokovs omdiskuterede roman om manden, der forelsker sig i en 12-årig pige.

Ikke i nærheden af originalen
Kubricks version fra 1962 er et studie for sig og en helt anderledes kunstnerisk fortolking, som Lynes version ikke overraskende er langt fra at komme i nærheden af.

Erotiske strømninger
Lynes film er ganske pæn og fredsommelig med udmærket skuespil. De stærkt erotiske strømninger har fået en tand opad, idet filmen er ikke underlagt helt samme niveau af censur som Kubricks. Således udstyres den "moderne" Lolita bl.a. med lidenskabelig banan i mund og helt våd seethrough-kjole!

Dryppende af begær
Lyne har således gjort sig umage med at portrættere den unge pige særdeles sexet, så godt som afklædt og dryppende af begær. Der skal virkelig ikke herske tvivl om begæret i filmen. Der bliver smurt tykt på.

Dominerende dysterhed
Samtidig er Jeremy Irons i rollen som den forelskede Humbert endnu mere frustreret portrætteret end James Mason i Kubricks film. Dysterheden får hermed en dominans, der somme tider virker kvælende.

Roligt udtryk
"Lolita" anno 1997 er smuk og rolig i sit udtryk, men spilletiden på over to timer er alt for meget. Det kommer til at føles som om, man er i selskab med kong Håbløs, og det bliver unægteligt fristende at udbryde: "Nu har vi forstået det – det er noget værre høm, åh nej, hvad skal stakkels Humbert dog gøre..." Små skift i filmens stemninger kunne have givet et mere nuanceret billede af situationen.