Adrift (2018)

Se hellere:

Open Water (2003)

All Is Lost (2013)

Islandske Baltasar Kormákur, der allerede har givet os en stribe ikke videre ophidsende film fra Hollywood - herunder 2 Guns (2013) og Everest (2015) - kaster sig her over (endnu) en historie fra det virkelige liv. Det er det unge og nyforelskede par Tami og Richards historie, der udvikler sig til et mareridt, da de strander på en ukampdygtig båd midt i oceanet.

Spinkelt håb om overlevelse

Det er den sejler-uerfarne Tami, der må lede slagets gang til havs, idet Richard er blevet frygtelig kvast og hermed ude af stand til at lede og fordele kampen for overlevelse. Måske er der et spinkelt håb om at nå land i tide, men det er en sej rejse med stor usikkerhed.

Irriterende fortællemønster

"Adrift" har et irriterende fortællemønster. Oceaner af tilbageblik på parrets lykkelige tider sammen skal velsagtens agere "afbræk" fra det centrale havsnødstema, men de er snarere en torn i øjne og ører. Resultatet bliver, at filmoplevelsen ud over at være abrupt også bliver "sovset": Der er for meget lykkelig love you over de evindelige glimt fra dengang, og for lidt saft og kraft over den umulige situation til havs.

Savner modspil

Shailene Woodley er ikke tilnærmelsesvis i sync med Tami-rollen, og man mister hurtigt tællingen på, hvor mange gange denne unge kvinde udbryder OMG (=Oh My God) til alt, hvad enten der er tale om glædes- eller krisesituationer. Sam Claflin er omvendt ikke meget bevendt som modspiller (og det har Woodley brug for), efter at han er blevet ude af stand til at stå på sine ben.

Alt for meget musik

Glimtvis elegant fotograferede havsituationer, men aldrig helt, så skvulp og nødråb giver gåsehud. Alt for meget underlægningsmusik fratager "Adrift" den sidste bølgetop af autenticitet og dikterer stemninger fra ende til anden.