Mine kære Koner (1943)

Som i debutfilmen En lille Tilfældighed (1939) viser instruktør Johan Jacobsen sin meget forfriskende tilgang til - og store evner udi - komedie/lystspilgenren. "Mine kære Koner" er noget så sjældent som en decideret dansk crazy comedy, der sine steder kammer helt over i det glade vanvid - og gør det med stil!

Tilbedere i kø

Gunnar Lauring har en glansrolle som den selvfede teaterskuespiller George Bergmann (der altid har en hel stribe af kvindelige tilbedere i kø og bl.a. kan frembringe tårer på kommando). Da hans nyeste erobring, den henrivende unge Hanne, bliver kendt af Georges fire ekskoner, beslutter de sig for at danne en klub, der skal gøre ham livet surt.

Forrygende timing

Fra første scene er "Mine kære Koner" båret af en forrygende timing - og en meget inspireret en af slagsen. Det er sjældent, at man ser så veloplagt skuespil i så outreret komiske roller, men her er både Gunnar Lauring, Karin Nellemose, Maria Garland - og især Carl Fischer - helt vidunderlige.

Rendyrket musikalsk

Lauring for sit følte portræt af flødebolle-kendissen, der altid har fået, hvad han har peget på. Nellemose for sit helt igennem intrigant-manierede billede på en ekskone i rivende overgear. Maria Garland for sin afdæmpede fremstilling af en mor, der forstår den dybere mening. Og Carl Fischer er bare rendyrket musikalsk og elskelig som butleren Nielsen, der gerne vil kaldes Pop.

Det glade vanvid

Det er ofte de små detaljer i det glade vanvid i Børge Müllers manuskript, der hæver tonen og absurditeten et pænt stykke over middel. Ind imellem kan det blive lige en tand for hysterisk, men selv hér er det svært at tørre de skæve smil af mundvigen.

Behageligt fraværende musik

Ikke et ord eller en hentydning til, at vi her i 1943 er under tysk besættelse. I givet fald er den meget dygtigt skjult. Kai Møllers underlægningsmusik er behageligt fraværende i store dele af filmen.