La gloire de mon père (1990)

Sammenhængende film:

La gloire de mon père (1990)

Le château de ma mère (1990)

Feel good med tyngde, og i Yves Roberts iscenesættelse herligt tidløs filmatisering af den franske succesforfatter Marcel Pagnols barndomserindringer. "La gloire de mon père" er første kapitel i de to handlingsmæssigt sammeknyttede film, der begge fik premiere i 1990.

Lykkelige barndomsminder

Selvom stilen er udpræget romantisk, er historien ikke romantiserende - snarere den blotte gengivelse af uforbeholdent lykkelige barndomsminder, afvæbnet af livgivende humor, som den tager sit udgangspunkt i de mange barnlige betragtninger af livet.

Meget skoleklar dreng

Den lille og meget skoleklare Marcel kan læse tidligt, men må vente på at blive gammel nok. Faderen er skolelærer og meget stolt af sønnikes tidlige bolige udvikling. Efterhånden vokser Marcel til, og filmen springer fem års tid, så vi møder drengen so, både 6- og 11-årig.

Den lykkeligste tid

Som 11-årig oplever drengen netop sin lykkeligste tid, for her tager familien i året 1904 sammen med tante og onkel i et lejet sommerhus i Provences bjerge. Marcel møder den jævnaldrende dreng Lili, og et varmt venskab formes.

Fuld fornemmelse for fundamentet

Det er melodrama på lykkens præmisser, og i instruktør Yves Roberts fomel lykkes de fleste facetter af filmfortællingen flot. Ikke mindst i skuespillet, hvor både børn og voksne har fuld fornemmelse for fundamentet og leverer prægtige og kærlige præstationer.

Barndommens flygtighed

Barndommens flygtighed er, hvad filmen først og fremmest sætter i glas og ramme. Kunsten at holde fast i øjeblikket, der så hurtigt rives fra os. Her er fokus på de små detaljer, der former store minder, og de mange fine billeder af solbrændt hud, velklædt æstetisering og tørre Provence-bjerge bliver siddende på nethinden længe.

Sentimentaliteten lurer

Sentimentaliteten lurer, men den får ikke lov til at bryde igennem og stjæle billedet helt. Til genæld kunne man have ønsket sig en langt mere diminutiv brug af filmmusik - den bruser alt for dominererende og bliver ofte en stemningsdiktator.