Getting Out (1994)

Uskøn og ujævn tv-film, der vinder terræn på en stærk præstation af Ellen Burstyn, men som generelt er både flødebolle-dramatisk og rimelig ubehjælpsomt iscenesat. I en universel historie, som alle (mødre) kan identificere sig med, møder vi Rebecca De Mornays Arlene Holsclaw, der netop er sat på fri fod efter 8 år bag tremmer.

Ingen omfavnelse

Og selvom hun bliver hentet af sin taxa-kørende mor (Burstyn), er der hverken omfavnelse eller kærlighed i kabinen: mor og datter har aldrig haft et godt forhold, og faktisk skal det vise sig, at moderen har vendt ryggen til ganske forfærdelige ting i Arlenes barndom.

Bedst i starten

"Getting Out" er bedst i starten, hvor der endnu er en god energi omkring Arlenes møde med det virkelige livs store udfordringer. Samtalerne - eller mangel på samme - med den ubehagelige mor er fulde af drama, takket være en eminent usympatisk præstation af Ellen Burstyn.

Primitiv pløre

Filmen vander dog gradvis ud i en primitiv pløre, hvor sammenhængskraften går lidt fløjten, og de dramatiske begivenheder inklusive traumatiske tilbageblik ligner mest af alt en Daniel Steel-tvfilm. Ikke mærkeligt, at mange har gjort nar ad den ringe filmatisering af Marsha Normans skuespil.

Rigelig med musik

Der er (selvfølgelig) rigelig musik til at understøtte det usikkert iscenesatte drama, men faktisk bliver underlægningen aldrig kvælende. Richad Jenkings rangerer helt i top på kreditlisten men har kun ganske få scener som sympatisk fængselspræst.