Les amitiés particulières (1964)

Jean Delannoys filmatisering af Roger Peyrefittes roman beskæftiger sig med noget så vovet som homoseksuel kærlighed mellem en 12-årig dreng og en teenagedreng på en streng jesuiter-kostskole.

Forbudt kærlighed

Præsterne på skolen tager også gerne deres del af "kagen", men filmens primære forehavende er langt fra at skildre pædofili, snarere tage pulsen på en normativt ilde set - og forbudt - kærlighed.

Homoseksuel kærlighed

Til kostskolen ankommer teenageren Georges, og han føler sig straks tiltrukket af en jævnaldrende ung mand, blot for at erfare at denne allerede har et forhold til en tredje fyr.

Uskyldige berøringer

Georges tiltrækkes nu af 12-årige Alexandre, og følelserne er gengældte, præget af en erotisk nysgerrighed og helt igennem uskyldige berøringer. Georges svømmer hen i fascination af Alexandres renhed og uskyldighed, mens Alexandre føler sig accepteret og begæret, om ikke andet på et æterisk plan.

Strengt dikteret tro

Men kan kærligheden få lov at leve i en verden præget af stram og strengt dikteret tro? Måske netop en mulighed, fordi Georges kan vise sig at have en sag, hvor flere af præsterne har fingrene lidt for langt nede i drenge-kagedåsen.

Blandt Delannoys bedste

Fortalt i enkel og ærlig sort/hvid æstetik regnes "Les amités particulères" blandt Delannoys mest vellykkede film, selvom han blev meget udskældt af både nybølgekolleger og kritikere.

Detaljerigdom

Udviklingerne i historien er ikke indviklede, og nærheden opstår ud af detaljerigdommen i de forbudte følelser mellem dreng og ung mand. Her er Francis Lacombrade og Didier Haudepin meget fine gestaltere af en kærlighed i modvind.

Gnisten i øjnene

Helt igennem velvalgt gør Jean Prodromidès' originalmusik ikke meget væsen af sig - langt det meste af filmen er fritaget for musik. Fokus er helt og holdent på gnisten i øjnene, og hér er filmværket tidsløst bevægende og tankevækkende uden at være fordømmende.