Guldregn (1988)

    En gruppe børn bliver vidne til et par bankrøveres gemmested og rodes ind i et nervepirrende spil.


    STEMNING OG STORSPIL

    Ganske uforglemmelig blandt danske børne-krimifilm er Søren Kragh-Jacobsens "Guldregn" med manuskript af Anders Bodelsen. Nerven er der, stemningen er der, iscenesættelsen er knivskarp. Og børnene spiller udmærket, mens de voksne spiller ganske blændende.

    En lille gruppe venner i den tidlige pubertetsalder kommer i et svært dilemma, da de tæt ved deres hule i skoven finder en nedgravet dåse indeholdende over 800.000 kr. i kontanter.

    Den dårlige samvittighed
    Pengene viser sig at stamme fra et postrøveri i Nærum. Børnene tager dåsen og pengene med hjem og diskuterer nervøst, hvad de skal gøre med dem. Det kan være svært at skjule den dårlige samvittighed for forældrene, men endnu sværere og langt mere farligt bliver det, når røverne hen ad vejen finder ud af, hvor "deres" penge er.

    Gennemslagskraft
    De fire børnehovedpersoner er nøglen til "Guldregn"s gennemslagskraft. Det er fire helt forskellige unger, der står godt til hinanden og giver hinanden flot modspil. Den yngste i slænget, Karen, er med sit svage syn, stærke briller og endnu stærkere hørelse en vigtig brik i den raffinerede og velfortalte historie.

    Stærk skurkerolle
    Allerbedst blandt de voksne er Torben Jensen som hovedskurk. Han spiller sin rolle med en karakterfuldhed, der giver genlyd.

    Som hans uautoritære medhjælper og medløber ses en veloplagt Søren Østergaard.

    Pressen skrev:
    "God børnekrimi", "Man ved nok, at Søren Kragh-Jacobsen har et næsten Truffautsk håndelag med børn og unge mennesker - på dansk gør kun Nils Malmros ham kunsten efter", "Kragh-Jacobsen er endnu engang en god personinstruktør, især af børnene, der alle er gode, naturlige i replikker og reaktioner. Det er dem, der bærer filmen, som må være et oplagt efterårsferie-hit."



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1988, Danmark, Krimi, Drama, Børn på film, Coming of Age, 96 min.

    Dansk titel: Guldregn
    Instr: Søren Kragh-Jacobsen Prod: Metronome Manus: Anders Bodelsen Baseret på: roman af Anders Bodelsen Foto: Dan Laustsen Klip: Leif Axel Kjeldsen Mus: Jacob Groth
    Priser
    • RB - Bedste musik
    • BERLIN - Award of the Maria Schell Foundation