True Romance (1993)

    Et nyforelsket par får fingre i en kuffertfuld narkotika, og den vil bagmændene selvsagt gerne have tilbage.


    ÆGTE VOLD & KÆRLIGHED

    Hvor meget ægte kærlighed man kan nære til en film fyldt med gruopvækkende vold afhænger af temperament og personlige grænser.

    Men én ting er sikkert: "True Romance" kan ikke beskyldes for at pakke sin vold ind i vat, og netop derfor er det flydende blod og de høje vræl meget troværdige.

    En popcorn-forelskelse
    Christian Slater spiller den heldige unge mand, Clarence Worley, der i en biograf overhældes af popcorn. Heldet består nu mere i, at hælderen er en ung og yderst yndig ung kvinde ved navn Alabama Whitman, og hun har helt klart i sinde at blive involveret i Clarence.

    Et perfekt match
    Det viser sig, at de to passer perfekt sammen, men det viser sig også, at Patricia har en (kort) fortid som callgirl. Clarence kan lide at have styr på tingene, så han tager egenhændigt ud til Alabamas alfons, Drexl for at hente Alabamas ting.

    Drexl er en væmmelig mand, og Clarence er meget heldig at slippe væk med livet i behold. Til gengæld var det nødvendigt at slå Drexl og en hel bunke medsammensvorne ihjel i filmens første heftige blodbad.

    Nu hænger Clarence (og Alabama) på den, i særlig grad fordi Clarence har taget en hel kuffertfuld narkotika med fra Drexls lejlighed. Narkotika som skumle bagmænd selvsagt meget gerne vil have fingre i.

    De to må herefter meget ondt igennem, båret af en stor fællesnævner: Ægte kærlighed.

    Vidunderligt skuespil
    Skuespillet er vidunderligt, særligt de mange ofte humoristiske biroller. Her skal nævnes Dennis Hopper, som paradoksalt nok er filmens mest normale person(!).

    Han lyser op i nogle ret lange sekvenser med sit elskelige skuespil. Brad Pitt er perfekt som arbejdsløs narkoman, hvis eneste beskæftigelse er at se splatterfilm.

    Christopher Walken kunne ikke være bedre som siciliansk gangster, og Gary Oldman er virkelig fremragende klam som Drexl.

    Friskfyragtig facon
    Hovedrolleindehaver Christian Slater leverer storspil, men man kan godt blive lidt irriteret over hans friskfyragtige facon engang imellem.

    Patricia Arquette finder hurtigt vej til tilskuerens hjerte med sit fyldigt kontrastfulde spil.

    Afgjort hidtil bedste film fra Tony Scott.



    Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019