Dirch (2011)

    Komikeren Dirch Passers liv portrætteres fra karrierens højdepunkter sammen med Kjeld Petersen til det endelige kollaps på scenen.


    UJÆVNT PORTRÆT

    Instruktør Martin Zandvliets prisværdige forsøg på at vække gode gamle Dirch Passer til live er ikke uden glimt i øjet, men som helhed betragtet noget af en dødssejler.

    Kompliceret baglås
    Den historiske gengivelse er i sig selv relativt enkel; Zandvliet har i store træk succes med det gamle Københavns kulisser. Men når det kommer til filmens centrale omdrejningspunkt, skuespillet, finder vi den komplicerede baglås.

    Dirch dirket op?
    Det kræver ikke alene en god låsesmed men også en usædvanlig dygtig skuespiller at få dirket Dirch op: og denne opgave magter Nikolaj Lie Kaas så langt fra.

    Perifer lighed
    Det er naturligvis også svært at genoplive endsige gengive en så unik og talentfuld skuespiller som Dirch Passer, og Nikolaj Lie Kaas er formodentlig valgt, fordi hans fysiske lighed med forbilledet er perifer.

    Et anden fokuspunkt
    Men det er ærgerligt, at instruktøren ikke tidligt i forløbet har gjort sig klart, at det er hovedløs gerning og hermed har taget konsekvensen og givet filmen i hvert fald et andet fokuspunkt.

    Fokus på revynumre
    Filmen fokuserer nemlig primært på Dirchs revynumre: i detaljer og i en så virkelighedstro gengivelse som muligt. Det siger næsten sig selv, at denne tilgang er dømt til slagtebordet.

    I stedet burde fokus have været langt mere på det psykologisk intime ved mennesket bag revykunstneren. Hermed kunne filmen i langt højere grad være gledet ned som en hæderlig biografisk og tidsmæssigt interessant oplevelse.

    Kaas' begrænsninger
    De mange og ofte lange minutiøst gengivende revynumre bliver, om ikke pinlige, så i hvert fald tydelige udstillingsmontrer for Lie Kaas' begrænsninger.

    Det er svært at få øje på formålet ved at gå så meget i detaljer. Dét vi som tilskuere er mest interesserede i er vel i højere grad en dramatisk indføring i Dirch Passers liv bag scenen.

    Tyndt oprørt grød
    Denne væsentligste del af Dirchs liv forbliver en tyndt oprørt grød, hvor de mange kvindebekendtskaber og koner vælter rundt mellem drinks og tiltagende alders-makeup.

    Fin venskabsskildring
    Faktisk er det kun i venskabet mellem Dirch og Kjeld Petersen, at filmen i den første time synes at have en sammenhængende mission. Hér byder Lars Ranthe også ind med et fint portræt af den problematiske Petersen.

    Den visuelle stil er pænt fredsommelig og læner sig helt op ad det strømlinede billede af Københavns tobaksrygende og sprutdrikkende kendisser.

    Rørstrømske toner
    Filmmusikken stjæler ind imellem billedet i rørstrømske toner, der mere end understreger en sørgmodig stemning .. "hvor havde han det svært!" .. Det havde vi nok funderet over selv - uden musikken!



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2011, Danmark, Biografi, Drama, Komedie, 116 min.

    Dansk titel: Dirch
    Instr: Martin Zandvliet Prod: Michael Ricks Manus: Anders Frithiof August, Martin Zandvliet Foto: Jesper Tøffner Klip: Per Sandholt Mus: Jeppe Kaas, Sune Martin
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BD - Bedste skuespiller (Kaas)
    • BD - Bedste birolleskuespiller (Ranthe)
    • BD - Henning Bahs-prisen (Garnov, Grant)
    • BD - Blockbusters Publikumspris
    • BD-N - Bedste film
    • RB - Bedste skuespiller (Kaas)
    • RB - Bedste birolleskuespiller (Ranthe)
    • RB - Bedste kostumedesign
    • RB - Bedste musik
    • RB - Bedste sang ("Lille frk. Himmelblå")
    • RB - Bedste makeup
    • RB-N - Bedste film
    • RB-N - Bedste instruktør
    • RB-N - Bedste fotografering
    • RB-N - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste scenografi
    • RB-N - Bedste lyd
    • RB-N - Bedste klipning
    • RB-N - Bedste special effects