Amour (2012)

    En ældre mand oplever sin kone forfalde, efter at hun har fået et slagtilfælde.


    FORFALD

    Se også den tematisk meget beslægtede Volcano (2011)

    Mainstream-medløberen vil uden tvivl betakke sig for at se Michael Hanekes seneste film, "Amour". Hvorfor i alverden bruge tid og penge på at se en film om gamle mennesker, forfald, død, menneskelig smerte og afmagt?

    Smukt & sårbart
    Det behøver et fredselskende og eftertænksomt publikum heldigvis ikke tage sig af: "Amour" er Hanekes måske største mesterværk til dato - det smukkeste og mest sårbare, vi har, udstilles i en smertelig og sørgelig kærlighedserklæring til livet.

    De pensionerede musiklærere Georges og Anne får et chok, da Anne pludselig får et slagtilfælde og får en ensidig lammelse af kroppen. Filmen følger parrets kampe med de stadigt mere uværdige forhold, i takt med at Anne bliver stadigt mere dårlig.

    Livet er også døden
    Livet er også døden. Det er en kliché, men det skal nævnes for dem, der måtte have forsøgt at undsige sig virkeligheden.

    Haneke viger ikke uden om. Det er kendetegnende for flere af hans film, at de er direkte nervebaner til tilværelsens centrale temaer. Den psykologiske indsigt står malet i de lange scener af ægthed - som billeder på livets uundgåelige forfald.

    Drama i virkeligheden
    "Amour" dramatiserer ikke sit tema. Der er drama i selve virkeligheden. For selvom vi er vidner til en dramatiseret virkelighed, er Hanekes film samtidig noget af det tætteste, vi kommer på virkeligheden i moderne fiktionsfilm.

    Forfaldets æstetik
    Filmen er den essentielle forfaldets æstetik i alderdommens afmagt. Det umenneskelige og uværdige i handlingslammelsen, når et menneske ikke længere kan klare sig selv og helst vil have lov til at dø.

    "Amour" er på ingen måde en socialantropologisk kommentar til ovennævnte. Det er Haneke for begavet til. Der er ingen skjulte dagsordner, og føler man sig provokeret af det ufiltrerede billede af virkeligheden, siger det nok mere om ens egne fortrængningsmekanismer end om Hanekes til- og fravalg.

    Fravalg
    Netop fravalget er centralt i Hanekes filmæstetik. Fravalget af musik er en af filmens tavst tilstedeværende styrker: på intet tidspunkt males et lydbillede af følelsesvold på det ærlige alderdomslærred.

    Ærligst mulige billede
    Og i fravalget af hæsblæsende klip og steadicams former Haneke det ærligst mulige billede på afmagten og døden, som den i stigende grad kommer til at fylde parrets lejlighed.

    I opbygningen af troværdigheden spiller de to markante skuespillere selvsagt en stor rolle. At de er gamle i virkeligheden er ligeså væsentligt. Og det er ingen selvfølge, at gamle mennesker kan sætte sig ind i dødens nødvendige aftryk.

    Indsigt og begavelse
    Det kræver skuespillere med både indsigt, erfaring og begavelse. Og en instruktør med samme evner. Trekløveret i "Amour" er i denne henseende unikt sammenspillet.

    Menneskeligt umenneskeligt
    Filmens handling flytter sig ikke fra den store og slidte lejlighed. De mange detaljer i slid og forfald udgør subtile forstærkninger af det menneskeligt umenneskelige tema, som "Amour" så perfekt indrammer.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2012, Østrig, Frankrig, Tyskland, Psykologisk drama, 127 min.

    Dansk titel: Amour
    Instr: Michael Haneke Prod: Margaret Ménégoz Manus: Michael Haneke Foto: Darius Khondji Klip: Nadine Muse, Monika Willi
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CAN - Palme d'Or
    • GG-N - Bedste udenlandske film