Never say never again | |
James Bond forsøger at genfinde sin gamle form - og får snart brug for den. | |
| LIDT HALVHJERTET BOND Efter 12 års pause fra James Bond-rollen vendte Sean Connery så tilbage, i denne Irvin Kershners første film efter "The Empire Strikes Back". Filmens titel er en hilsen fra bagmændene til Connery, der havde proklameret, at han ikke ville indspille flere Bond-film efter "Diamonds Are Forever". Dette er da også en uofficiel Bond-film, der ikke indgår i den egentlige serie. Filmen begynder på en specialklinik, hvor Bond ihærdigt forsøger at genfinde sin gamle form. Da psykopaten Largo (Klaus Maria Brandauer) truer med et par amerikanske missiler, sættes Bond på sagen. Hans karriere trues hele tiden af den tiltalende men brandfarlige agent Fatima Blush (Barbara Carrera), men Bonds styrke svigter aldrig, og han finder - ikke uventet - vej til den grumme missilskurk og hans bedårende partner Domino (Kim Basinger). Udmærket Bond-underholdning, ganske vist middelmådig og aldrig rigtig dragende. Sean Connery er charmerende og tiltalende som altid og får pænt skurkemodspil af både Brandauer, Barbara Carrera og en farligfræk Kim Basinger. Der er pænt tempo over historien, og selvom manuskriptet lader noget tilbage at ønske, er der alligevel et stykke vej til regulær kedsomhed. Det er der for meget Bond-stil over filmen til at tillade. | |
| Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |