Trois couleurs: bleu ("Blue") | |
Efter at have mistet alt i en bilulykke går en kvinde helt i sort. | |
| TRISTESSENS HØJBORG Nedtrykt, stemningsmættet drama, den første film i den polske instruktør Krzysztof Kieslowskis trilogi "Trois Couleurs", der skildrer farverne og symbolerne i det franske flag; blå (frihed), hvid (lighed) og rød (broderskab). Der er nu ikke meget frihed i historien BLEU. Karrierekvinden Julie (Juliette Binoche) mister alt efter en bilulykke. Hendes mand, der var aktiv komponist, og en femårig datter. Som det må forventes, går Julie ned med flaget og kan ikke foretage sig meget andet end at ligge og stirre tomt ud i luften. Første efter flere ugers sorg, kan hun så småt begynde at fungere. Men det er ikke hendes ambition at grave i minderne om manden og datteren. Hun kan ikke bære at høre mandens kompositioner igen, og hun smider noderne til et ufærdigt værk væk i frustration. Men der foreligger en kopi af noderne, som den afdødes assistent (Benoit Regent) senere tager frem og komponerer videre på. Julie vakler rundt i sin nye dybt sårede tilværelse og forsøger at undgå de helt store konfrontationer. Men hun får alligevel et stort chok, da hun finder ud af, at hendes mand i mange år havde et forhold til en anden kvinde. Hun opsøger kvinden, der nu er gravid, og Julie vælger at samarbejde med kvinden i stedet for at modarbejde hende. Det er vedkommende og bevægende stof, men på en eller anden måde lykkes det instruktøren at gøre stoffet underligt frastødende og unødvendig tungt. Man kan næsten ikke holde ud at slæbe sig igennem den tågede nedtrykthed, som filmen hviler i. Der sker ikke de store ting, og det uhyggelige emne bliver næsten banaliseret, efterhånden, som filmen har rullet et stykke tid. Jaja, kvinden er trist, det er synd for hende, gu er det så, men sker her ikke snart noget?! Det hjælper naturligvis at Krzysztof Kieslowski beriger filmen med mange delikate billeder. Virtuose indstillinger og en formidabel filmning og klipning gør BLEU teknisk set vidunderlig, ligesom Juliette Binoche leverer storspil i filmens krævende hovedrolle. Efterfulgt af TROIS COULEURS: BLANC. | |
| Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |