Robin Hood: prince of thieves | |
Robin Hood og en skare af venner kæmper indædt for retfærdigheden. | |
| FEST OG FARVER Der er masser af fest og farver i denne Hollywood-prægede Robin Hood-fortælling. Hvis ikke filmen havde været fyldt med lun humor, ville den utvivlsomt have skrabet bunden. En overkøn Kevin Costner som den folkekære landevejsrøver Robin Hood og en endnu mere overkøn Mary Elisabeth Mastrantonio som Robins gamle flamme, der blusser op igen ved Robins mandhaftighed kan blive for meget sukker i teen i løbet af filmen, derfor er humoren god til at dysse vammelheden lidt ned og lede tilskuerens opmærksomhed hen på noget mere meningsfuldt, fx. den ganske pæne iscenesættelse. Robin Hood (Kevin Costner) beslutter efter sin fars død, at han vil have hævn over morderen, sheriffen af Nottingham (Alan Rickman). Undervejs på sin færd mod klimakset, møder Robin mange nye venner, der slutter sig til ham som koldblodige kæmpere. Den særlig standhaftige neger Azeem (Morgan Freeman) holder sig særlig tæt til Robin. Azeem skylder nemlig Robin en ordentlig tjeneste. Udover genforeningen mellem Robin og hans gamle flamme Marian (Mary Elisabeth Mastrantonio), er der næsten kun lykke på programmet, men hen imod slutningen skal der kæmpes, og flere liv må lades, inden den overlykkelige slutning er en realitet. Der hersker generelt en glad, opmuntrende stemning i filmen. Denne stemning smitter af på tilskueren, og det brede smil smitter af på bedømmelsen. For selvom plottet synes noget tyndbenet, og Kevin Costner ikke er særlig troværdig i rollen som Robin Hood, kan man alligevel ikke stå for filmens overfladiske, muntre og livlige atmosfære. Der er dog stadig mange meningsløse scener, der dyppet i Hollywood-klister og et tydeligt stunt-overforbrug får dig til at ryste opgivende på hovedet. Pænt teknisk arbejde uden de helt store eksperimenter og med en ringe overraskelsesværdi til følge. Sød musik af Michael Kamen. | |
| Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |