Freshman, The
En student får tilbudt arbejde, og inden længe er han infiltreret i storbyens mafia.
KLICHÉ TIL DESSERT

Tematisk beslægtede film:
The Godfather (1972)
The Godfather, part II (1974)
The Godfather part III (1990) The Freshman (1990)


Der er ligeså langt mellem de opfindsomme amerikanske komedier som mellem planeterne i Solsystemet, og somme tider hænger det en langt ud af halsen, at de i Hollywood bliver ved med at spytte nye komedier ud af ærmet.

Komedie med kvaliteter
Der er dog ikke længere end fra Jorden til Månen, før Andrew Bergmans "The Freshman" ville kunne udgøre et opfindsomt pust: det er en komedie med en håndfuld kvaliteter, men den forpestes desværre alligevel af en i perioder alt for overfladisk historie.

Penge & godt humør
Matthew Broderick spiller den unge student, Clark Kellogg, der er på vej til New York for at studere film. Men allerede får han når frem til skolen, bliver han bestjålet og står nu helt uden tøj, penge og godt humør.

Men han støder tilfældigvis på tyven igen. Tyven påstår, at han har brugt alle pengene, men som et plaster på såret kan han tilbyde Clark et rigtig godt job hos sin onkel.

Presse til et mafiajob
Nu præsenteres Clark for onkelen, Carmine Sabatini, der ligner en vis figur fra en vis Godfather-film-serie til forveksling. Sabatini tilbyder straks Clark $500 for at hente en pakke i lufthavnen, og efter nøje overvejelser (og en del pres) siger Clark ja.

Pakken viser sig at indeholde et meget truet krybdyr, og det er Clark ikke meget for at fortsætte med, lige meget hvor mange penge, det måtte indbringe.

Indviklede afsløringer
Alligevel involveres han mere og mere i Sabatinis univers, blandt andet beslutter datteren sig for, at hun vil giftes med Clark. Det hele står temmelig uklart et langt stykke tid i filmen, indtil de mest indviklede afsløringer på mystisk vis dukker op ud af ingenting.

Og hvad så med Clarks filmstudier? Tja, dem hører man ikke noget videre til, men det sørger hr. Sabatini bare for, for han kan det hele!

Fint samspil
Filmens største kræfter er de to hovedrolleindehavere Matthew Broderick og Marlon Brando, der fint supplerer hinandens charme og særpræg. Og så længe de to er på skærmen sammen, er der såmænd pæn om end ikke prangende fremdrift.

Ikke meget struktur
Men hvor er strukturen blevet af? Man føler ikke rigtig, der er nogen rød tråd i filmen. Tydeligvis er instruktør og manuskriptforfatter Andrew Bergman blevet blændet af sin egen tiltænkte opfindsomhed - at bruge "Godfather-filmene" som et aktivt plotelement, hvor den unge filmstuderende hele tiden fornemmer, at han har set og oplevet hele mafia-miljøet før i selvsamme film.

Nogenlunde festligt
Komikken forsøger at leve højt på denne spænding, men selvom det er finurligt at skrive Marlon Brando ind i sammenhængen, spiller det ikke andet end nogenlunde festligt i det samlede filmbillede.

Pyssenysset musik
David Newman har begået en pyssenysset og typisk Hollywood-musik, der helt oplagt læner sig en anelse op af en Godfather-stemning men generelt er kedelig.
Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2012
Udskriftsvenlig udgave