Freshman, The
En student får tilbudt arbejde, og inden længe er han infiltreret i storbyens mafia.
KLICHÉ TIL DESSERT
Der er ligeså langt mellem de opfindsomme amerikanske komedier som mellem planeterne i Solsystemet, og somme tider hænger det en langt ud af halsen, at de i Hollywood bliver ved med at spytte nye komedier ud af ærmet.

Komedie med kvaliteter
Der er dog ikke længere end fra Jorden til Månen, før Andrew Bergmans "The freshman" ville udgøre et opfindsomt pust: det er en komedie med mange kvaliteter, men den forpestes alligevel af en i perioder alt for overfladisk historie.

Penge & godt humør
Matthew Broderick spiller den unge student Clark Kellogg, der er på vej til New York for at studere film. Men allerede inden han når skolen, bliver han bestjålet og står nu helt uden tøj, penge og godt humør.

Men han støder tilfældigvis på tyven igen. Tyven påstår, at han har brugt alle pengene, men som et plaster på såret, kan han tilbyde ham et rigtig godt job hos sin onkel.

Nu præsenteres Clark for onkelen Carmine Sabatini, der ligner en vis figur fra en vis Godfather-film-serie temmelig meget. Sabatini giver Clark $500 for at hente en pakke i lufthavnen, og efter nøje overvejelser (og en del pres) siger Clark ja.

Det viser sig at være et meget truet krybdyr, og det er Clark ikke meget for at fortsætte med, lige meget hvor mange penge det skulle give.

Indviklede afsløringer
Alligevel involveres han mere og mere i Sabatinis univers, blandt andet beslutter datteren sig for, at hun vil giftes med Clark. Det hele står temmelig uklart et langt stykke tid i filmen, indtil de mest indviklede afsløringer på uforklarlig vis dukker op ud af ingenting.

Og hvad så med Clarks filmstudier? Tja, dem hører man ikke noget videre til, men det sørger hr. Sabatini bare for, for han kan det hele!

Fint samspil
Filmens største kræfter er de to hovedrolleindehavere Matthew Broderick og Marlon Brando, der fint supplerer hinandens charme og særpræg. Og så længe de to er på skærmen sammen, er der såmænd nok fremdrift i historien til, at man føler sig herligt underholdt.

Men hvor er strukturen blevet af? Man føler ikke rigtig, der er nogen rød tråd i filmen.
Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2012
Udskriftsvenlig udgave