The Freshman (1990)

    En studerende teenager får tilbudt arbejde, og inden længe er han infiltreret i storbyens mafia.


    KLICHÉ TIL DESSERT

    Tematisk beslægtede film:
    The Godfather (1972)
    The Godfather, Part II (1974)
    The Godfather Part III (1990)

    The Freshman (1990)

    Der er ligeså langt mellem opfindsomme amerikanske komedier som mellem planeterne i Solsystemet, og sommetider hænger det langt ud af halsen, at de i Hollywood bliver ved med at spytte nye komedier ud af ærmet.

    Komedie med kvaliteter
    Der er dog ikke længere end fra Jorden til Månen, før Andrew Bergmans "The Freshman" ville kunne have udgjort et opfindsomt pust: Det er en komedie med en håndfuld kvaliteter, men den tynges desværre alligevel af en i perioder alt for overfladisk historie.

    Penge og højt humør
    Matthew Broderick spiller den unge Clark Kellogg, der er på vej til New York for at studere film. Men allerede før, han når frem til skolen, bliver han bestjålet – og står nu helt uden tøj, penge... og højt humør. Men han støder tilfældigvis på tyven igen. Tyven påstår, at han har brugt alle pengene, men som et plaster på såret kan han tilbyde Clark et rigtigt godt job hos sin onkel.

    Presset til et mafiajob
    Nu præsenteres Clark for onklen Carmine Sabatini (Marlon Brando), der ligner en vis figur fra en vis Godfather-film-serie til forveksling. Sabatini tilbyder straks Clark $500 for at hente en pakke i lufthavnen, og efter nøje overvejelser (og en del pres) siger Clark ja. Pakken viser sig at indeholde et meget truet krybdyr, og det er Clark ikke meget for at fortsætte med, lige meget, hvor mange penge, det måtte indbringe.

    Indviklede afsløringer
    Alligevel involveres han mere og mere i Sabatinis univers, blandt andet beslutter datteren sig for, at hun vil giftes med Clark. Det hele står temmelig uklart et langt stykke tid i filmen, indtil de mest indviklede afsløringer på mystisk vis dukker op ud af ingenting. Og hvad så med Clarks filmstudier? Tja, dem hører vi ikke noget videre til, men det sørger hr. Sabatini bare for, for han kan det hele!

    Fint samspil
    Filmens største kræfter er de to hovedrolleindehavere Matthew Broderick og Marlon Brando, der fint spiller op ad hinandens charme og særpræg. Og så længe, de to er på lærredet sammen, er der såmænd pæn, omend ikke prangende fremdrift.

    Ikke meget struktur
    Men hvor er strukturen blevet af? Det opleves ikke rigtigt som om, der er nogen rød tråd i filmen. Tydeligvis er instruktør og manuskriptforfatter Andrew Bergman blevet blændet af sin egen tiltænkte opfindsomhed – at bruge "Godfather-filmene" som et aktivt plotelement, hvor den unge filmstuderende hele tiden fornemmer, at han har set og oplevet hele mafiamiljøet før i selvsamme film.

    Nogenlunde festligt
    Komikken forsøger at leve højt på denne spænding, men selvom det er finurligt at skrive Marlon Brando ind i sammenhængen, spiller det ikke andet end nogenlunde festligt i det samlede filmbillede.

    Pussenusset musik
    David Newman har begået en pussenusset og typisk Hollywood-underlægningsmusik, der helt oplagt læner sig en anelse op af en Godfather-stemning, men generelt er kedelig.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026