Dangerous liaisons | |
Besat af tanken om at forføre så mange kvinder som muligt kaster en mand sig ud i erotikkens kunst med glubende opfindsom appetit. | |
| EN MANDS PSYKOLOGISKE OVERTAG Ikke mindre end fem af de bedst betalte Hollywood-skuespillere medvirker i Stephen Frears' historiske forførelsesdrama DANGEROUS LIAISONS - den anden af tre filmatiseringer af Choderlos de Laclos' Les Liaisons Dangereuses. Første gang filmatiseret 1960 af franskmanden Roger Vadim og (foreløbig) sidste gang af Milos Forman i 1989, under titlen VALMONT. Marquise de Merteuil (Glenn Close) elsker at manipulere med andres tilværelser, og med hjælp fra en ligesindet, Vicomte de Valmont (John Malkovich) får hun skovlen under de fleste. Det hele drejer sig først og fremmest om, hvorvidt Valmont formår at forføre de mindst tilnærmelige kvinder. Merteuil tilbyder Valmont, at hvis han tager den unge 16-årige Cecile de Volanges (Uma Thurman) mødom, vil Merteuil bagefter selv stille sig til "rådighed". Valmont synes imidlertid, at der er mere udfordring i at forføre Madame de Torvel (Michelle Pfeiffer), en gift kvinde med høj moral. Mens han langsomt varmer hende op, får han også lige taget Ceciles mødom og gør nu krav på Merteuil. DANGEROUS LIAISONS beskriver en enkelt mands psykologiske overtag over flere kvinder. Han kan med lethed forføre dem alle tre, fordi han med sin seksuelle kunnen og udstråling til sidst får dem til at give efter for deres moral. Der spilles meget på det seksuelle. De fleste menneskelige bevægelser er "frække", for det meste står mand og kvinde og æder hinanden med øjnene. Philippe Rousselots fotografering er meget sensuel og kærtegnende; rolig og stabil. Til at begynde med er den megen forføren frem og tilbage ganske underholdende, men efterhånden som filmen skrider frem, synes det mere og mere umotiverende. Ganske vist spidser tingene til, og det hele ender gruelig galt, men det er svært at leve sig ind i. Heldigvis kompenserer pragtfuldt teknisk arbejde for den uheldige tendens. Filmen fik syv oscarnomineringer og vandt de tre: Bedste manuskript, Bedste scenografi og bedste kostumer. George Fentons musik betyder meget for filmen. Skuespillet er gudskelov også glimrende. Bedst er Glenn Close. | |
| Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |