Cape Fear | |
En eksfange slipper ud af fængslet og vil for enhver pris gøre liver surt for den anklager, der fik ham buret inde. | |
| STILFULD NERVEKRIG En af de mest stilfulde thrillers halvfemserne endnu har kunnet byde på er Martin Scorseses genindspilning af J. Lee Thompsons Cape Fear. Med et meget højt og samtidig overbevisende og oplugende teknisk niveau og med en lang række perlepræstationer fra skuespillerne er Scorseses CAPE FEAR en vældig seværdig film. Efter fjorten års afsoning i statsfængslet, løslades Max Cady (Robert De Niro). Han har planlagt en mission ned i mindste detalje: Han vil ødelægge tilværelsen for dén advokat, der fjorten år tidligere var skyld i hans dom. Ret tidligt i filmen konfronteres Max Cady og advokaten Sam Bowden (Nick Nolte). Sam kan godt huske Max og er klar over, hvor farlig han er. Derfor tilbyder han ham en pengeerstatning. Men Max vil ikke affinde sig med en erstatning målt i dollars. Han vil gøre livet surt for Sam og hans familie: Konen Leigh (Jessica Lange) og den 15-årige datter Danielle (Juliette Lewis). Således trænger Max familien Bowden op i en krog. Han forgiver familiens hund og forfører næsten Danielle under dække af at være hendes nye drama-lærer. Situationen bliver mere og mere nervepirrende, og det hjælper ikke noget, at Sam har lejet en privatdetektiv (Joe Don Baker). Max Cady forstår at indskrænke Bowdens flugtmuligheder, og med en bemærkelsesværdig snuhed og en udadtil ofte charmerende, uskyldig facon, ødelægger han systematisk familiens tilværelse. I et overspændt men ganske gåsehudsfrembringende klimaks kommer Max Cadys raseri først rigtig til udtryk, og hans allerinderste djævel spyer fjorten års indestængt ondskab ud på en flodpram i et hylende stormvejr. Der er imponerende og elskeligt skuespil i CAPE FEAR, så det basker. Robert De Niro er simpelthen uovervindelig: Utilregnelig, koldblodig med en udstråling, der trods alt tyder på visse (omend vel skjulte) menneskelige egenskaber. Nick Nolte er ligeså brillant som den borgerlige familiefader med pæne briller og habit, der frustreret må vende vrangen ud på sig selv i rent selvforsvar. Juliette Lewis udstråler sublimt alt fra undren, kærlighed og beundring over had, frygt og afsky til Max Cady - fremragende skuespil. Jessica Langes rolle er lidt mere indskrænket, men præstationen er fejende flot. Filmens anslag sætter dagsordenen. Man må udstøde et halle-lu-jah som anerkendelse til Martin Scorsese. Hele vejen igennem besidder CAPE FEAR et helt utroligt højt teknisk niveau, lige fra fotografering, klipning og lyssætning til lydeffekter og musik. Under end credits sidder man ganske opslugt af det alternative lydspor med buldrende torden og regnvejrets plasken i floden, der markerer, at spændingen endnu ikke er ophævet. Der kan stadig nå at ske noget uventet, man skal aldrig vide sig sikker. | |
| Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |