Vredens Dag (1943)

"Vredens Dag" er Dreyers allermest sorte og sammenbidte film: En historie fortalt helt uden håb, men samtidig ud af en uendelig kærlighed til selve livet. Dreyer ser som altid de store muligheder i antydningen – i det subtile, i raffinement og i enkelthed.

Kontrastmættet
Det er således en dybt smertelig historie fortalt i en på alle måder kontrastmættet dramaturgi – en nærmest ulidelig filmisk rejse gennem menneskets tidløse fælles smerte, det utæmmelige vanvids evige behov for at undertrykke og den barske virkelighed, at mennesket ikke er i stand til at elske ret langt ud over egen næsetip.

Indefrakommende stemninger
Dreyers formsprog er helt tydeligt baseret på en række indefrakommende stemninger. Billederne skabes ikke ud fra et ønske om at imponere eller vække opsigt. Billederne – og hermed den formede historie – kommer dybt indefra, og det er netop derfor, de imponerer i så høj grad. Både fordi, Dreyer ikke ønsker at imponere... og fordi, hans totalt formidlede nærvær strømmer fra langt dybere lag end formsprogets synlige overflade.

Kærlighed forklædt som smerte
Der er noget uudsigeligt ved "Vredens Dag" – en dragende fænomenologi, et univers af kærlighed forklædt som smerte. Temaet stikker langt dybere end variationer over sorrig og glæde, liv og død: Filmen er liv, en mærkbar gennemstrømning af sart eksistens på smertens og håbløshedens præmisser.
 

Smerte og elendighed

Sådan former livet sig nemlig, når mennesker ikke kan se ud af deres egen lukkede sfære af smerte og elendighed. Dette fanger Dreyer til perfektion, og det er ikke mindst derfor, "Vredens Dag" er så tidløst et mesterværk.

At blive i øjeblikket
Skuespillerne er instrueret i at blive i øjeblikket, i at leve sig ind i den enkelte scenes stemning, i at være til stede og opleve dramaet, som var det deres eget liv. Dette kan mærkes: Øjnene lyner, kroppene fryser i rædsel eller stivner i foragt eller forstillet selvhævdelse.
 

Den absolutte rædsel

Ved at dyrke en teatralsk diktion hos skuespillerne skaber Dreyer en meget bevidst væren i den absolutte rædsel, i stilheden, i smerten. Virkemidlerne er enkle, tempoet trækkes helt ud, så kameraets øje og skuespillernes mundbevægelser bliver en naturlig forlængelse af hjerterytmen.

Tidløst drama
Det hårrejsende ækle heksetema er i virkeligheden fuldkommen tidløst. Vi er måske nok tilbage i 1600-tallets formørkede Danmark, men meget af smerten kunne problemløst føres frem til vor tid. Dén fælles smerte, som alle kvinder har båret på, lige siden disse hekseafbrændinger fandt sted, er uafrystelig og ganske givet en væsentlig forklaring på, hvorfor mange kvinder i dag (ubevidst) tager skarp afstand fra en hvilken som helst type af mandsdomination.

Ulmende hævntørst
Den konstant ulmende hævntørst bag det tungt religiøse er den største trussel filmen igennem. Da en lokal ældre kvinde bliver tvunget til at tilstå, at hun er heks, og hermed skal brændes på bålet, råber og skriger hun ad byens præst, at også hans unge kones mor burde have været brændt.
 

Frygt og had

Dette nager præsten. Han får dårlig samvittighed og er begyndt at frygte for sin unge kones skæbne. Da hun har fundet kærligheden i præstens nys hjemkomne søn, er der så meget had i luften fra præstens gamle mor, at det næsten kan skæres ud af luften.

Uafrystelig filmoplevelse
Filmoplevelsen er uafrystelig. Den bider sig fast, og de enkelte ansigters rædsel, had, kærlighed, hengivenhed, sorg og frygt er malet fast i bevidstheden.