Vredens Dag (1943)

    En lokal kvinde sendes på bålet i 1600-tallet og skaber samvittighedsproblemer for præsten. Er hans unge kone selv en heks?


    KÆRLIGHED SOM SMERTE

    "Vredens dag" er Dreyers mest sorte og sammenbidte film; en historie fortalt helt uden håb men ud af en uendelig kærlighed til selve livet. Dreyer ser de store muligheder i antydninger, i det subtile, i raffinement og enkelthed.

    Kontrastmættet
    Det er således en dybt smertelig historie fortalt i en på alle måder kontrastmættet dramaturgi; en nærmest ulidelig filmisk rejse gennem menneskets tidløse fælles smerte, det utæmmelige vanvids evige behov for at undertrykke og den barske virkelighed, at mennesket ikke er i stand til at elske ret langt ud over egen næsetip.

    Indefra kommende stemninger
    Dreyers formsprog er baseret på en række indefra kommende stemninger. De billeder, han skaber, er ikke en verden af billeder, han skaber ud fra et ønske om at imponere eller vække opsigt. Billederne - og hermed den formede historie - kommer dybt indefra, og det er netop derfor, de imponerer i så høj grad. Både fordi Dreyer ikke ønsker at imponere, og fordi hans totalt formidlede nærvær strømmer fra langt dybere steder end formsprogets synlige overflade.

    Kærlighed forklædt som smerte
    Der er noget uudsigeligt ved "Vredens dag", en dragende fænomenologi, et univers af kærlighed forklædt som smerte. Temaet stikker langt dybere end variationer over sorrig og glæde, liv og død: filmen er liv, en mærkbar gennemstrømning af sart eksistens på smertens og håbløshedens præmisser.

    Sådan former livet sig nemlig, når mennesker ikke kan se ud af deres egen lukkede sfære af smerte og elendighed. Dette fanger Dreyer, og det er derfor, "Vredens dag" er så tidløst et mesterværk.

    At blive i øjeblikket
    Skuespillerne er instrueret til at blive i øjeblikket, til at leve sig ind i scenens stemning, til at være tilstede og opleve dramaet, som var det deres eget liv. Dette kan mærkes. Øjnene lyner, kroppene fryser i rædsel eller stivner i foragt eller forstillet selvhævdelse.

    Ved at dyrke en teatralsk diktion hos skuespillerne skaber Dreyer en meget bevidst væren i den absolutte rædsel, i stilheden, i smerten. Virkemidlerne er enkle, tempoet trækkes helt ud, så kameraets øje og skuespillernes mundbevægelser bliver en naturlig forlængelse af hjerterytmen.

    Tidløst drama
    Det hårrejsende ækle heksetema er fuldkommen tidløst. Vi er måske tilbage i 1600-tallets formørkede Danmark, men meget af smerten kunne problemløst føres frem til vor tid. Dén fælles smerte, som alle kvinder har båret på, lige siden disse hekseafbrændinger fandt sted, er uafrystelig og er en væsentlig forklaring på, hvorfor mange kvinder i dag ubevidst tager skarp afstand fra en hvilken som helst type af mandsdomination.

    Ulmende hævntørst
    Den konstant ulmende hævntørst bag det tungt religiøse er den største trussel filmen igennem. Da en lokal ældre kvinde bliver tvunget til at tilstå, at hun er heks, og hermed skal brændes på bålet, råber og skriger hun ad byens præst, at også hans unge kones mor burde have været brændt.

    Dette nager præsten. Han får dårlig samvittighed og er begyndt at frygte for sin unge kones skæbne. Da hun har fundet kærligheden i hans nys hjemkomne søn, er der så meget had i luften fra præstens gamle mor, at det næsten kan skæres ud.

    Uafrystelig filmoplevelse
    Filmoplevelsen er uafrystelig. Den bider sig fast, og de enkelte ansigters rædsel, had, kærlighed, hengivenhed, sorg og frygt er malet fast i bevidstheden.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1943, Danmark, Drama, Romantik, Historie, 97 min.

    Dansk titel: Vredens Dag (Day of Wrath)
    Instr: Carl Theodor Dreyer Prod: Carl Theodor Dreyer Manus: Carl Theodor Dreyer, Poul Knudsen, Mogens Skot-Hansen Foto: Carl Anderson Klip: Edith Schlussel, Anne Marie Petersen Mus: Poul Schierbeck