3473 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Thin Red Line, The
På en stillehavsø tvinges amerikanske soldater ud i blodige og umenneskelige slag med store psykiske sår som følge.
OVERVÆLDENDE MENINGSLØSHED
Hvilken type krigsfilm får en instruktør som Terrence Malick til at vende tilbage til filmmediet efter tyve års pause?

Det er ikke en af disse her ratata-udgaver proppet med skudsalver og platte vittigheder fra tomhjernede soldater. Det er heller ikke en Saving Private Ryan (1998)-udgave - en film der ellers også var nytænkende indenfor sin genre.

Overvældende meningsløshed
"The Thin Red Line" er et malerisk dvælende mareridt fra Anden Verdenskrig - et billede på den overvældende meningsløshed.

Handlingen er koncentreret om den amerikanske offensiv i Stillehavet 1942, hvor amerikanske soldater blev sat i land på Stillehavsøen Guadalcanal for at drive japanerne tilbage.

Umenneskeligt livsfarligt
En umenneskeligt livsfarlig mission fortalt i lange seje sekvenser. Med naturens storslåethed som kontrastens kulisse oplever man soldaternes naturlige reaktioner på den overhængende fare for at dø.

Grebet af lune vinde
Angsten, frygten og lidelsen står malet i deres ansigter med en ægthed og barskhed, der gør dybt indtryk på tilskueren. Disse lange sekvenser i det høje græs er stærkt udtryksfulde - man føler næsten selv de lune vinde gribe fat i håret, samtidig med at angsten for døden totalt overdøver de livfulde og blændende smukke omgivelser.

Døden brøles i møde
Skyerne farer hastigt forbi, og solen sender en stråle ned over græsset, mens soldaterne ligger skælvende, ude af sig selv, mentalt nedbrudte. Kuglerne flyver om ørerne på dem. Ofre vrider sig i smerte og brøler døden i møde.

Som leder af denne offensiv står den barske og nådesløse oberstløjtnant, Tall. Han har savnet krigens spændingsskabende sitren i årevis, og iveren efter action lyser ud af ham.

Som dén umenneskeligt tænkende soldat han er, ser han kun sine mænd som et redskab til at få japanerne skudt i sænk. Menneskelivene er godt givet ud.

Den visse død
Filmens største konflikt opstår netop mellem Tall og dennes underkommanderende, kaptajn Staros, da Staros nægter at lede sine soldater ind i den visse død. Rasende, virkelig rasende, så det lyser ud af ham, vælger Tall selv at tage ud på stedet og se situationen an.

Flotte skuespillerpræstationer
"The Thin Red Line" rummer utroligt mange flotte skuespillerpræstationer. Birollerne er talrige, og alle har de en vis betydning. De lidt større roller besiddes af navne som Adrien Brody, James Cabiezel, Ben Chaplin, John Cusack og Woody Harrelson, mens Nick Nolte, Sean Penn og Elias Koteas er de eneste spillere, der folder sig ud i større roller.

Det smukke forstærkes
Fotograferingen er uhyre smuk og forførende med alle sine dvælende og maleriske billeder af naturen. Sjældent er det forfærdelige skildret i så nært samarbejde med det smukke og rolige naturelement - hvor det smukke forstærker det forfærdelige men ikke omvendt.
Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Thin Red Line, The

Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7
Fakta om filmen
1998, USA, Krig, 165 min
Dansk titel: tynde røde linje, Den
Instr: Terrence Malick Prod: Michael Geisler, Grant Hill, John Roberdeau  Manus: Terrence Malick  Baseret på: roman af James Jones  Foto: John Toll  Klip: Leslie Jones, Saar Klein, Billy Weber  Mus: Hans Zimmer  
Medvirkende:
Sean Penn (First Sgt. Edward Welsh)
Elias Koteas (Capt. James "Bugger" Staros)
Nick Nolte (Lt. Col. Gordon Tall)
Adrien Brody (Cpl. Fife)
George Clooney (Capt. Charles Bosche)
John Cusack (Capt. John Gaff)
Woody Harrelson (Sgt. Keck)
John C. Reilly (Sgt. Storm)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.