The Shining (1980)

    En forfatter og hans lille familie holder opsyn med et hotel i bjergene vinteren over. Men hotellets isolation og barske historie påvirker forfatteren. Kubrick giver gysergenren en gedigen ansigtsløftning


    EVIG FORBANDELSE

    Fortolkninger af "The Shining":
    The Shining (1980)
    The Shining (1997)

    Kubrick gav gysergenren en gedigen ansigtsløftning med mestergyseren "The Shining". Men han er ikke alene om det: Skuespillet er uden sidestykke. Jack Nicholson er så stærk, at det sprænger alle rammer, og Shelley Duvall mestrer på fuldbyrdet (irriterende) vis det paniske og skrækslagne.

    Utrætteligt pumpeværk
    "The Shining" er ikke bare en "almindelig" gyser. Den er et utrætteligt pumpeværk, der konstant tilfører ny spænding, ny adrenalin og ny rædsel ud i sine "årer". Resultatet er en evigt medrivende, uforglemmelig oplevelse, der i høj grad lever op til - og måske også overskygger - Stephen Kings romanforlæg.

     

    Job som vinteropsynsmand
    Nicholsons Jack Torrance har fået tilbudt et arbejde som vinteropsynsmand på højfjeldshotellet "Overlook". Han skal passe opvarmningen af de mange rum, og samtidig får han mulighed for at skrive på sin nye roman, mens hans kone Wendy og sønnen Danny kan slappe af og lege i omgivelserne.

    En evig forbandelse
    Den forrige vinteropsynsmand Delbert Grady gik amok og myrdede sin familie med en økse på hotellet. Nu er man bange for, at hotellet måske gemmer på en evig forbandelse, som Jack i værste fald kan overtage.
     

    En særlig evne

    Jacks søn har en evne, at "skinne", dvs. at kunne forudse begivenheder og at kunne se ting, der er sket i fortiden. Da Danny bliver vist rundt på hotellet af kokken Halloran i filmens start, viser det sig, at også kokken kan "skinne".

    En besættelse
    Overlook-hotellet gør Danny rædselsslagen, men det er først, da familien Torrance er ladt alene med snestormene, at der for alvor er grund til frygt. Jack Torrance begynder at se syner og bliver efterhånden besat af idéen om at hugge sin familie i stykker.

    Vigtig musik
    Mesterinstruktøren Stanley Kubrick bruger de mest gåsehudsfrembringende virkemidler: Vigtig er brugen af den klassiske musik, bl.a. af Béla Bartók og György Ligeti - og originalmusikken af Wendy Carlos.

    Frygtindgydende kameraføring
    Fotograferingen er eksperimenterende og dybt frygtindgydende: Se blot hvordan (steadi-)kameraet ofte følger Danny gennem hotellets gange eller i den enorme labyrint, eller hvordan det leder den paniske Wendy op ad trapper, igennem køkkenet, etc. Kameraet er gyset, det bliver vores øjne, og rædslen forgrener sig helt ind i knoglerne.
     

    En egen tv-udgave

    I 1997 skrev Stephen King manuskript til en tv-udgave af "The Shining", instrueret af Mick Garris og med en samlet spilletid på over 4 timer. King har aldrig selv været helt tilfreds med Kubricks fortolkning.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1980, Storbritannien, USA, Gyser, Psykologisk drama, Børn på film, 142 min.

    Dansk titel: Ondskabens hotel
    Instr: Stanley Kubrick Prod: Stanley Kubrick Manus: Stanley Kubrick, Diane Johnson Baseret på: roman af Stephen King Foto: John Alcott Klip: Ray Lovejoy Mus: Wendy Carlos, Rachel Elkind