3454 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Seven Years in Tibet
En østrigsk klatrer møder en ung Dalai Lama som kompensation for en tabt kvinde.
SMUK MEN OVERLANG FILM
Storslået og atmosfærefyldt drama, der med sine bjergtagende naturbilleder i perioder helt har fat i tilskueren. Fotograferingen i det smukke bjerglandskab er i sig selv nok til at forføre tilskueren, for det er såmænd ikke fordi historien bag klatringerne er noget særligt.

Men den største svaghed ved filmen opstår efter godt en times tid, hvor historien kammer fuldstændig over og bliver alt for politisk og rent ud sagt forfærdeligt langtrukken.

Væk fra krigen
Den unge østriger, Heinrich Harrer, forlader sin kone og et ganske snart født barn til fordel for en klatringsekspedition i Himalaya. Sammen med en anden østriger, Peter Aufschnaiter, bestiger han farlige tinder med det formål at glemme den voldsomme Anden Verdenskrig hjemme i Europa.

Da de to har vandret til Tibet, er det ikke lutter gæstfrihed, der møder dem, men det lykkes dem alligevel at blive integreret i samfundet. Peter stjæler en lokal skrædderinde for øjnene af Heinrich, men til gengæld for det seksuelle tab opnår Heinrich oprejsning, da den unge Dalai Lama søger hans selskab.

Ydmygt venskab
Ydmygt og alligevel ligesindet knæler Heinrich for den unge hersker. Det bliver begyndelsen på et langvarigt og kærligt venskab, hvor Heinrich kommer til at fungere som Lamas personlige vejleder. Han kan fortælle ham om alt det, der ligger meget fjernt fra det isolerede Tibet.

Men så kommer krigen til Tibet, og der vendes op og ned på alt. Kinesiske soldater kræver, at Tibet bliver kinesisk, og der udgydes, som i alle krige blod, sved og tårer, inden man har "forhandlet" sig frem til en uretfærdig kompromisløsning.

Uvedkommende krigsscenerier
Når krigen skildres med bulder og brag, holder den ellers så betydningsfulde Heinrich sig udenfor historien, og utiltalende og egentlig også uvedkommende krigsscenerier afløser den før så bemærkelsesværdigt humane historie.

Det er naturligvis et stort problem for filmen, at krigen falder helt udenfor filmens rytme - tilskuerens begejstring falmer til blegningspunktet.

Ny Pitt-rolletype
Brad Pitt bestiger med "Seven Years in Tibet" nye filmbjerge, og han er rigtig fin i en for ham mindre idoltilpasset rolle. Pitts Heinrich Harrer er charmerende med fuldskæg og uglet, gult hår, mens han i glatbarberet tilstand i kombination med den småklamme østrigske accent virker helt nazistisk, hvad Heinrich Harrer ellers dybest set netop ikke er.

Der er ikke meget modspil til Brad Pitt, faktisk kun de meget flotte bjergsekvenser. Den unge Dalai Lama spilles unuanceret og storsmilende; man fornemmer aldrig de helt store følelser.

Virkelige hændelser
Filmen er baseret på virkelige hændelser. Heinrich Harrer og Dalai Lama var stadig venner ved filmens premiere, og det er Harrers memoirer, der dannede forlæg til Jean-Jacques Annauds storladne biograffilm.
Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Seven Years in Tibet

Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7
Fakta om filmen
1997, USA, Drama, 139 min
Dansk titel: Syv år i Tibet
Instr: Jean-Jaques Annaud Prod: Jean-Jacques Annaud, John H. Williams, Iain Smith  Manus: Becky Johnston  Baseret på: roman af Heinrich Harrer  Foto: Robert Fraisse  Klip: Noëlle Boisson  Mus: John Williams  
Medvirkende:
Brad Pitt (Heinrich Harrer)
David Thewlis (Peter Aufschnaiter)
B.D. Wong (Ngawang Jigme)
Mako (Kungo Tsarong)
Jamyang Wang Chuck (Dalai Lama, 14 år)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.