3454 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

River, The
En farmerfamilie kæmper ihærdigt imod store vandmængder, der truer deres afgrøder.
OVERSVØMMELSER
Amerikanerne elsker at lave film om hårdtarbejdende familier, hvor far og søn hjælpes ad, og hvor datteren kan hjælpe med de lidt mindre fysisk krævende ting.

"The River" er en sådan film, og den indeholder ikke meget stof til eftertanke, med mindre man ligefrem finder disse temaer tiltrækkende.

Delikat anslag
Filmens anslag er meget delikat, et kvarters opslugende møde med vand - regnen, der siler ned i tykke stråler, floden, der går over sine breder. Der skal gå næsten ti minutter, før filmens første dialog bryder de silende lyde.

Oversvømmelse truer
Ordvekslingen kommer i forbindelse med, at vi ser familien Garvey kæmpe imod vandmasserne, der truer med at oversvømme deres jord. Men det lykkes ikke, og familien må flygte midlertidigt fra deres gård.

Oversvømmelsen har imidlertid ødelagt så meget, at det synes svært at vende tilbage til en hverdag som landmand og endnu værre - en tilværelse som landmandsfrue.

En rig herre i landsbyen har skumle planer om at oversvømme et kæmpe område efter at have købt bl.a. Garveys jord, så han kan tjene penge på et projekt.

De fleste andre landmænd har allerede solgt, men Garvey nægter. Den eneste måde, man kan få ham væk fra gården på er i en kiste!

Determineret landmand
Resten af filmen ser vi vores determinerede landmand som ene mand mod majoriteten, og han giver aldrig op. Han tager et arbejde (som han fusker sig til) som svejser i byen, hvor der soves i barakker, langt fra smukke koner og yndige børn.

Heldigvis(!) sender en overenskomst ham hjem til gården igen, så han kan være noget for sin familie. Men... en ny oversvømmelse står for døren, og denne gang er familieidyllen lige ved at gå i vasken.

Et svært temperament
Landmanden kan ikke styre sit temperament i forsøget på at standse vandmasserne, og han udnytter sin søn og råber højt ad sin lille datter, fordi hun ikke kan holde en lygte helt stille.

Det kræver en lussing fra konen og et par hovedrystende irettesættelser, før han indser, at han kunne have glæde af hjælp udefra. Nu går det snildt at få en dæmning bygget, men straks kommer spekulanten kørende i sin Jeep, efterfulgt af to lastbiler fyldt med arbejdsivrige mænd.

Gyldne toner
Dæmningen skal rives ned. Men landmanden bliver stående, har oven i købet ladet sit jagtgevær, og det hele ender Morten Korch’sk med gyldne toner i mark og vang.

Man søger forgæves efter inspiration i historien. Til gengæld finder man en del inspiration i Vilmos Zsigmonds Oscarnominerede fotografering.

Fugtige totalbilleder
Flotte, fugtige totalbilleder af både stilhed før storm og uvejrets kerne. Klart filmens stærkeste side.

For musikken fik John Williams ligeledes en Oscarnominering, dog svært at finde overstrømmende roser til dén standardmusik.

Vekslende spil
Sissy Spacek blev også nomineret for sit kærlige spil, men hun spiller ikke godt nok til dén ære. Mel Gibson er ikke fremragende, men han er med til at højne niveauet noget. Scott Glenn er helt fin som spekulanten, mens børnene er ret tvivlsomt spillende.

Hvordan kan de dog blive ved med at hælde dén slags vamlere ud af ærmet i Hollywood, som om det var et stærkt forsømt kapitel i filmens historie?

Ingen overraskelser
Nogle gange lykkes det ganske vist at skabe noget godt og anderledes ud af dette kendte tema, men det gør det så sandelig ikke i "The River", hvor vi heller ikke spares for, at børnene bliver sendt ud for at fodre høns, når mor og far skal dikkedikke på skibsbriksen eller argumentere med hævet tonefald.
Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
River, The

Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7
Fakta om filmen
1984, USA, Drama, 122 min
Dansk titel: Stormfloden
Instr: Mark Rydell Prod: Edward Lewis, Robert Cortes  Manus: Robert Dillon, Julian Barry  Foto: Vilmos Zsigmond  Klip: Sidney Levin  Mus: John Williams  
Medvirkende:
Mel Gibson (Tom Garvey)
Sissy Spacek (Mae Garvey)
Shane Bailey (Lewis Garvey)
Becky Jo Lynch (Beth Garvey)
Scott Glenn (Joe Wade)
Priser:
AAN, Bedste lyd
AAN, Bedste musik
AAN, Bedste fotografering
AAN, Bedste skuespillerinde (Spacek)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.