Meet the Fockers (2004)

    Et ungt par skal præsentere sine respektive forældre for hinanden, og det bliver noget af en prøvelse, da de gamle er som nat og dag.


    »UBØNHØRLIGT PINLIGT«

    Sammenhængende film:
    Meet the Parents (2000)
    Meet the Fockers (2004)
    Little Fockers (2010)


    Ualmindeligt frisk komedie – den midterste i trilogien om Focker-familien. Underholdningsværdien er høj, særligt som følge af pinlighedsfaktoren og veloplagt parløbsspil gange tre.

    Det unge par Greg Focker (Ben Stiller) og Pam Byrnes (Teri Polo) står for en ganske epokegørende begivenhed. De fire forældre skal møde hinanden for første gang, og det bliver alt andet end kedeligt, for de to svigerpar er som nat og dag. Pams forældre er konservative, og særligt faren Jack (Robert De Niro) er lidt af en regelret stivstikker, der bestemt ikke lader andre diktere noget som helst. Gregs forældre derimod er meget løsslupne og åbne over for nye muligheder, og deres sexliv er aktivt, hvilket de ikke lægger skjul på. Måske fordi moren Rozalin (Barbra Streisand) er sexterapeut, og faren Bernie (Dustin Hoffman) bare er sindbilledet på overgearet godt humør.
     

     

     

     

    Man kan sige sig selv, at der er lagt grundigt i kakkelovnen til forskellighedskomik. Heldigvis har de tre par, de to gamle og det unge, stor forståelse for lagkagekomikkens grænser, så begivenhederne forbliver relativt fornuftige filmen igennem. Mest overgearet er Streisand / Hoffman, der jo er frisindede og konstant oppe på beatet. Men særligt Dustin Hoffman leverer skævheden med en charme, det ikke er til at stå for.

    I den anden grøft finder vi De Niros surmulende og retskafne type (i en herligt afmålt præstation), flankeret af den lidt forsømte hustru (Blythe Danner i en tilsvarende tempereret præstation). Det unge par står for skud i pinlighedernes keglespil, og særligt Ben Stiller må i dén grad gemme sig, når mor og far taler rent ud af posen.

    Der er megen morskab at hente i de små og store indfald. Den absurd store autocamperlastbil, som Jack Byrnes er den stolte ejer af, sætter en fin afgangskulisse, ligesom Byrnes’ lille møghund, der konstant boller dameben (og pivedyr) tilfører en ualmindeligt skøn humor (scenen med autocampertoilettet er i særdeleshed ubetalelig!)



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026