Meet the Parents (2000)

    En ung fyr skal for første gang introduceres for sine kommende svigerforældre. Men mødet med særligt svigerfar skal vise sig at byde på store prøvelser.


    »KOMISKE HØJDEPUNKTER«

    Sammenhængende film:
    Meet the Parents (2000)
    Meet the Fockers (2004)
    Little Fockers (2010)


    Den første af tre komedier om familierne Focker og Byrnes er også den bedste: "Meet the Parents" har hele pakken af veloplagthed og charme og er ganske enkelt ikke til at stå for.

    Gaylord "Greg" Focker (Ben Stiller) skal møde sine kommende svigerforældre for første gang. Og særligt mødet med svigerfar Jack Byrnes (Robert De Niro) skal byde på store prøvelser. Jack er nemlig den svært overvågende type, og alt, hvad Focker foretager sig, skal måles og vejes. Bedre bliver det ikke af, at Gaylord konstant får sagt de forkerte og pinlige ting og i det hele taget bare er møguheldig. Den ene ulykke tager den anden, og Gaylord får skylden.
     

     

     

     

    Filmen er fuld af eminent timet komik, der nok har sine rødder i det let lagkageprægede, men som eksekveres med glimt i øjet og charme, samtidig med at det er så udsøgt pinligt, at det er lige til at græde over. Her er det helt centralt, at familiepakken er så velspillende med fin og nuanceret indsigt i pinlighedens poler. Robert De Niro er ubetalelig som den pensionerede CIA-agent gennem 34 år og sygeligt overvågende Jack Byrnes.

    Ben Stiller underspiller dygtigt, men har samtidig en håndfuld scener af eminent vildskab. Det er svært ikke at leve sig ind i Gaylord Fockers prøvelser, og "Meet the Parents" er en betagende komisk filmoplevelse. De vidunderligt skøre indfald bidrager med skønne grin: Byrnes’ kat er fx trænet til selv at gå på toilettet. Og så har Focker et uheld med selvsamme toilet, der får septiktanken til at løbe over i hele haven... Der er mange andre komiske højdepunkter, og de flyder finurligt ind i hinanden uden at tage nogen overdreven styring.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2000, USA, Komedie, Fly på film, Romantik, Dyr på film, 108 min.

    Dansk titel: Meet the Parents
    Instr: Jay Roach Prod: Robert De Niro, Jay Roach, Jane Rosenthal, Nancy Tenenbaum Manus: Jim Herzfield, John Hamburg Baseret på: filmmanuskript af Greg Glienna og Mary Ruth Clarke Foto: Peter James Klip: Greg Hayden, Jon Poll Mus: Randy Newman
    Priser
    • AAN - Bedste sang ("A Fool in Love")
    • GG-N - Bedste skuespiller (De Niro)