3454 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Man Who Would Be King, The
To sensationssøgende mænd bliver modtaget med storm i Kafiristan. Her kan de regere som de vil.
HUMORISTISK EVENTYR
"The Man Who Would Be King" er John Hustons mindeværdige epos, hvis storslåede on location-fotografering og medrivende sans for humor griber fat i tilskueren fra start til slut.

Historien fortælles på en dejligt livlig måde. Et par veloplagte skuespillere finder vi i Sean Connery og Michael Caine: Et umage par, der får succes og alligevel ender i tragedie.

Et drømmeprojekt
John Huston betegnede denne film som sit drømmeprojekt og havde allerede i 1940'erne villet filmatisere Rudyard Kipling-novellen med Clark Gable og Humphrey Bogart og senere med Richard Burton og Peter O'Toole.

Men det lykkedes altså først i 1975, og måske er Sean Connery og Michael Caine også de allerbedste til at spille netop disse roller.

Storhed & rigdom
Vi følger de to venner Daniel Dravot og Peachy Carnehan, der drager ud i ødemarken i Indien for at forsøge at finde lykken og måske fuske sig til storhed og rigdom.

Meget belejligt havner de i Kafiristan, hvor de slår sig ned og sætter sig for at lære lokalbefolkningen at betjene et gevær. De skal lære at føre krig, så landet kan blive en "stormagt" - overlegen over for de mange primitivt udrustede modstandere.

En leder bliver hurtigt valgt, og tingene begynder at skride fremad. Inden længe fører et par misforståelser til, at Daniel bliver udnævnt til konge og frit kan herske over rigets mange rigdomme.

Magtbegær
Først er det planen, at Daniel og Peachy skal tage alle rigdommene med sig hjem til England, men nu udvikler Daniel pludselig en brændende kærlighed til dét at være konge. Han føler det som et kald, og det skal blive hans skæbne i den sidste ende.

Filmen kan synes en anelse langtrukket, selvom humoren i de fleste tilfælde reder trådene ud og gør historien underholdende. Det er en rigtig eventyrfilm.

Teknisk betagende
Oswald Morris' smukke fotografering og Russel Lloyds Oscarnominerede klippeteknik giver historien en teknisk betagende dimension, mens Maurice Jarres musik uheldigvis er overdimensioneret.
Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Man Who Would Be King, The

Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7
Fakta om filmen
1975, USA, Eventyr, 122 min
Dansk titel: Manden der ville være konge
Instr: John Huston Prod: John Foreman  Manus: John Huston, Gladys Hill  Baseret på: historie af Rudyard Kipling  Foto: Oswald Morris  Klip: Russell Lloyd  Mus: Maurice Jarre  
Medvirkende:
Sean Connery (Daniel Dravot)
Michael Caine (Peachy Carnehan)
Christopher Plummer (Rudyard Kipling)
Saeed Jaffrey (Billy Fish)
Karroum Ben Bouih (Kafu-Selim)
Priser:
AAN, Bedste kostumedesign
AAN, Bedste scenografi
AAN, Bedste klipning
AAN, Bedste manuskript
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.