The Lost World: Jurassic Park (1997)

Sammenhængende film:
Jurassic Park (1993)
The Lost World: Jurassic Park (1997)
Jurassic Park III (2001)
Jurassic World (2015)

Jurassic World: Fallen Kingdom (2018)

Den uundgåelige efterfølger til Steven Spielbergs mastodontsucces "Jurassic Park" fra 1993 er desværre helt blottet for nerve og overraskelse og er bare action og effekter.

Troværdige øgler?

Det er kun i perioder, at de storslåede og bekostede effekter imponerer. Når fortidskæmperne synes troværdige på lærredet, og lyd og billede går godt i spænd, er det en synd ikke at lade sig henføre.

Noget har overlevet
Eventyret var altså ikke slut med "Jurassic Park". Der er en anden ø – hvorpå noget har overlevet. Dr. John Hammond (Richard Attenborough) fascineres af dette faktum og har allerede sendt eksperter til øen, før dinokenderen Ian Malcolm (Jeff Goldblum) kan nå at protestere.

Til modangreb
Ians kæreste Sarah Harding (Julianne Moore) opholder sig allerede på øen, og Ian føler, han også må tage derned. Og så er det ellers tid til at studere og fotografere de imponerende kæmpeøgler. Men idyllen brydes, da en hel hær af jagtliderlige amerikanere ankommer til øen og – ved hjælp af intensiv dyremishandling – gør dinoerne så vrede, så de beslutter at gå til modangreb.

I vanskeligheder

Det betyder selvfølgelig også, at Ian Malcolm og hans kæreste kommer i vanskeligheder og flere gange ville være døde, hvis ikke det var fordi, dét ville betyde, at Steven Spielberg så ikke kunne komme med en "Jurassic Park III".

En sød genforening
Ved et tilfælde er Ians datter kommet med til øen (det er nemlig meningen, at far og datter skal genforenes efter nogle svære år med en mor, der ikke vil se sin mand og en datter, der ikke vil høre på sin far). For anti-racismens skyld har man sat en sort pige til at spille denne rolle.
 

Store "poter"

Dinosaurerne tramper med deres store "poter" med lethed fire mand ihjel ad gangen, alligevel lykkes det for nogle af jægerne at få et arrigt eksemplar af en kødædende dino om bord på et containerskib og fragte den til USA, hvor det er meningen, den skal fungere som turistattraktion og pengemagnet i en nyåbnet Jurassic Park...

Endnu flere uhyrer
"The Lost World: Jurassic Park" er et glimrende eksempel på, at en efterfølger til en succes kan blive ganske mislykket. I sit forsøg på at overgå sig selv fra "Jurassic Park" har Steven Spielberg sat endnu flere uhyrer ind omgivet af endnu flere lydeffekter. Resultatet er kun skræmmende, når der tænkes på, hvor mange penge, filmen indtjener på verdensplan.

Kliché-bombardement
Men det allerværste ved filmen er nu alligevel mængden af uudholdelige amerikaner-klichéer. Ikke bare i action og spænding stortrives de, det er også slemt i de få stille sekvenser, hvor far/datter-forholdet lige skal vendes i både rosenrøde og smågrå farvetoner.
 

Studieoptagelser

Rent teknisk fascinerer "The Lost World: Jurassic Park" faktisk heller ikke noget videre. Fotograferingen i junglen er mange gange utroværdig og (lign)er studieoptagelser. I hvert fald opnår man aldrig at føle, at man er midt i spændingen selv.

Imponerende kæmpeøgler
De store dyr er dog imponerende kreeret af mester-effektmageren Stan Winston, men når baggrunden slører ud, og det kan ses, at der er tale om miniaturefotografering, så forsvinder spændingen også hér ud af scenen.