Far til fire og ulveungerne (1958)

De originale Far til fire-film:
Far til fire (1953)
Far til fire i sneen (1954)
Far til fire på landet (1955)
Far til fire i byen (1956)
Far til fire og onkel Sofus (1957)
Far til fire og ulveungerne (1958)
Far til fire på Bornholm (1959)
Far til fire med fuld musik (1961)
Far til fire i højt humør (1971)

Sjette film i den oprindelige "Far til fire"-serie har stadig noget af den oprindelige charme, men må overordnet siges at være temmelig folkekomisk ligegyldig. Der er i de med stridbørste udredte klichéer ikke en scene, der kan udvikle sig selv omkring en charmerende lille idé, men filmen overlever alligevel på særligt Lille-Pers blå øjne og en god portion landlivsaction.

Lille-Pers film
Netop Lille-Per stjæler fuldstændig billedet i dette sjette lille eventyr om alenefaren med de fire børn. Og selvom det afstedkommer en håndfuld temmelig nuttede scener, må det også indses, at stort set alle begivenheder og personer omkring den lille mand er decimeret til flagrende statister.

Med den rette ånd

Lille-Per har endelig fået lov af far til at blive spejder, og han går til det nye ulveungekorps med den rette ånd. Således tager han initiativ til en aktivitetsdag for at hjælpe en lokal pige med at beholde en hest. Senere i filmen, hvor handlingselementerne pludselig skifter meget abrupt og nærmest falder over hinanden, får Lille-Per chancen i "Kvit eller dobbelt" i emnet "Alt om slik". Det er også i denne film, at man kan opleve en sortmalet Lille-Per synge duet om "negermænd" med en yndig lille pige.

Stift og ubehjælpsomt
I mange facetter er iscenesættelsen stiv og ubehjælpsom, og filmen har en hostende langvarig koldstart, hvor det tykt primitive forekommer overrumplende. Et stykke inde i begivenhederne får Alice O’Fredericks dog noget bedre fat om grundtonen i "Far til fire"-ånden: Det er langt mere klædeligt med den rendyrkede folkelighed frem for det absurd folkekomiske, som der lægges ud med.

Ingen udstråling
Som nævnt er der ikke meget saft og kraft i de mange små og store roller. Det må bl.a. konstateres, at Otto Møller Jensen har mistet den umiddelbare udstråling, der lynede så klart i den første film i serien. Karl Steggers farfigur er i denne film trivielt hyggelig og helt uden kant, ligesom Agnes Rehni pludrer på samme pladerille som den evigt småforelskede Fru Sejersen.