3467 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Squid and the Whale, The
Hvad der skulle have været en 'ganske almindelig' skilsmisse udvikler sig til et hæsblæsende kaos for ægteparret Berkman og deres to drenge.
SKILSMISSEKAOS
En skilsmisse er altid et familiært og menneskeligt kaos, som ikke lader sig idyllisere. Dette definitive faktum har instruktøren Noah Baumbach helt fattet og formidler sit uforsødede budskab på en afdæmpet og i store træk naturlig facon.

Familien Berkman består af to praktiserende forfattere (Jeff Daniels og Laura Linney), der begge er ph.d. i litteratur og har høje tanker om det at være højtuddannet. Deres to sønner bliver begge lidt chokerede over forældrenes udmelding om skilsmisse.

Den ene søn Walt (Jesse Eisenberg), er den nørdede litteraturstuderende, der læner sig meget op ad sin fars holdninger til de store klassikere. Den noget yngre men meget livsfilosoferende Frank (Owen Kline) har mindre akademiske præferencer, til sin fars store fortrydelse.

Den ældste søn reagerer affektivt på afsløringerne om moderens sidespring, mens den yngste søn kun synes, at det er spændende og forfriskende, at hans mor kommer sammen med den tennistræner, som han selv ser op til.

Langskæggede familiefar trækker sig lidt ind i sig selv og sin skriveblokering, men han liver op, da en af hans billedskønne studiner flytter ind i et værelse i hans nye lejlighed.

Jordnære begivenheder
Noah Baumbachs manuskript er letløbende hverdagsligt og troværdigt, begivenhederne er jordnære og kunne med lethed have fundet sted i hjemlige akademiske hjem.

Hvad der er karakteristisk for filmen er, at den trods sin tydeligt uafhængige og nybølgeprægede fortællestil alligevel hænger fast i en form for konventioner, der allerede har tegnet sig i "independent"-grenen af den amerikanske filmproduktion.

Man ser i mange amerikanske uafhængige produktioner, at de på mange områder fjerner sig fra Hollywoods faconsyede univers, hvilket er yderst forfriskende og giver en mod på igen at se amerikanske film.

Konstans på lydsiden
Hvad der synes at gå igen i flere af disse film er en særligt flydende fortællestil, hvor flere temaer i handlingen er ude at svæve og bindes sammen fx af en konstans på lydsiden, i denne film tidstypiske popmelodier, der er nedtonet til stemningslydtæppe.

Det skal selvfølgelig gøre fortællingen mere frisk, at der er rytmer på lydsiden, men oplevelsen af intimitet begrænses og går ud over tilskuerens naturlige tolkning af begivenhederne.

Forekomsten af musik synes i mange af filmens scener at være en angst for stilhed og stilstand i netop familiært intime scener. Man forestiller sig scenerne uden den skrækslagne tapetsering og ser for sig en langt mere ægte oplevelse.

Intenst kammerspil
Musikken er ikke altødelæggende for filmoplevelsen, men det er interessant at observere, at selv i amerikanske uafhængige filmkredse er der stadig en tendens til at fremmedgøre begivenhederne fra virkeligheden: det skal stadig helst kunne mærkes, at der er tale om en film.

Noah Baumbachs film er som kammerspil en intens og komprimeret oplevelse, der først og fremmest er båret af gennemslagskraft fra de fire familiemedlemmer, flot og karakterstærkt spil.

Dybe roller
Rollerne har dybde og intensitet og skarp identitet: det er ikke svært at leve sig ind i de forskellige følelser, der er på spil på kryds og tværs af familiens kaos.

Der er kun ganske få overdrivelser i manuskriptet, filmen er et behageligt og velafstemt hverdagsdramatisk indblik i en amerikansk akademikerfamilie.
Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Squid and the Whale, The

Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7
Fakta om filmen
2005, USA, Drama, 78 min
Dansk titel: Squid and the Whale, The
Instr: Noah Baumbach Prod: Wes Andserson, Charlie Corwin, Clara Markowicz, Peter Newman  Manus: Noah Baumbach  Foto: Robert D. Yeoman  Klip: Tim Streeto  Mus: Britta Phillips, Dean Wareham  
Medvirkende:
Jeff Daniels (Bernard Berkman)
Laura Linney (Joan Berkman)
Owen Kline (Frank Berkman)
Jesse Eisenberg (Walt Berkman)
William Baldwin (Ivan)
David Benger (Carl)
Anna Paquin (Lili)
Priser:
AAN, Bedste manuskript
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.