American Psycho (2000)

    En perfektionistisk sociopat i en storby har svært ved at skelne drøm fra virkelighed, og det ender galt.


    BETAGENDE ÆSTETIK

    Sammenhængende film:

    American Psycho (2000)
    American Psycho II: All American Girl (2002)

    Bret Easton Ellis' stærkt omdiskuterede roman "American Psycho" er i sin svulstigt visuelle fortællestil oplagt materiale for levende billeder. Det kræver mod og talent at gå i krig med en filmatisering af en kompleks bog, og det kan konstatere, at instruktør Mary Harron er lykkedes godt med missionen, at hun bevarer skindet på næsen.
     

    Sygelig æstetisering

    Christian Bale spiller den altdominerende hovedrolle som Patrick Bateman, en 27-årig, rig businessman med arbejde på Wall Street. Bateman går i uhyggelig grad op i sit udseende, sin fremtoning – og hvordan han omgås andre mennesker.

     

    Drøm eller virkelighed?

    Ikke blot på et menneskeligt plan, som almindeligt dødelige æstetikere kan opleve det i det daglige, men i en sygelig grad, der påvirker ham og gør ham ude af stand til at skelne mellem drøm og virkelighed.

     

    En sociopat

    Bateman har udviklet sig til det, psykologien kalder en sociopat. Men omverdenen fatter ikke noget. Ingen ser Batemans besættelse, og han vender den indad i en grad, så han udvikler psykotiske træk.

    Detaljerigdom fra romanen
    Detaljerigdommen fra romanen er i filmen hæderligt genskabt i stærkt forkortet format. Resultatet er æstetisk raffineret, og filmen fremstår således med et personligt udtryk, der er både fortættet og beundringsværdigt, ikke mindst i kraft af Andrzej Sekulas (Reservoir Dogs (1992)Pulp Fiction (1994)) legesyge fotografering.

     

    Særpræget filmoplevelse

    Christian Bale udfylder hovedrollen ganske nydeligt. Han har den rette udstråling og det rette udseende, men har alligevel svært ved helt at bryde igennem. En særpræget filmoplevelse, der i parentes bemærket kun ganske sjældent bør virke decideret ubehagelig på sarte sjæle. En usædvanlig historie i flot filmhåndværk og som sådan værd at (gen)besøge.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2000, USA, Psykologisk drama, Krimi, Seriemordere, Drama, Gyser, 97 min.

    Dansk titel: American Psycho
    Instr: Mary Harron Prod: Christian Halsey Solomin, Chris Hanley, Edward R. Pressman Manus: Mary Harron, Guinevere Turner Baseret på: roman af Bret Easton Ellis Foto: Andrzej Sekula Klip: Andrew Marcus Mus: John Cale