Familien Gyldenkål sprænger banken (1976)

    Svindlerfamilien Gyldenkål får fingre i bankdirektør Baghmann fra Fidusbanken, og dét kan give lette penge.


    VELLYSTIG GYLDENKÅL-TOER

    Sammenhængende film:
    Familien Gyldenkål (1975)
    Familien Gyldenkål sprænger banken (1976)
    Familien Gyldenkål vinder valget (1977)
     

    "Så er de her igen! Familien, der tør, hvor andre betaler! Mød familien Gyldenkål i kamp mod storfinansens pengehajer. Alle de populære navne i et festfyrværkeri af forrygende forklædninger. Den morsomste farce på et dansk filmlærred i mange år. Filmen bliver en stensikker opskrift på, hvordan man bliver millionær – uden at tjene en krone!!!"

     

    Skabelonpræget handlingstomhed

    Sådan præsenteredes "kup nr. 2" af 3 i "Gyldenkål-filmserien i programmet til filmen. Desværre blev også anden ombæring præget af uopfindsom og skabelonpræget handlingstomhed. Således spræller den imponerende liste med skønne skuespillere forgæves i nettet – uden at der på nogen måde fra instruktørens side udvises interesse for at samle finnedyrene ud af maskerne.

     

    Alletiders fidus

    Svindlerfamilien Gyldenkål finder alletiders fidus til let tjente penge: Bankdirektør Baghmann (Volmer Sørensen) fra Fidusbanken snydes på det groveste, blandt andet takket være Charles Gyldenkåls (Axel Strøbye) talrige meget troværdige forklædninger.

    Bedste Strøbye/Gyldenkål
    Axel Strøbye er i topform og yder hér sin bedste Gyldenkål-præstation, selvom grundstoffet er tyndt og plat. Alligevel filmens charmerende portræt af svindleriet – på overfladen. Skuespillerne er generelt ikke begavet med fantastiske roller. Jens Okkings atypiske Otto er dog virkelig en finurlig karakter. Volmer Sørensen gør det såmænd pænt som hårdt presset bankdirektør.

     

    Pressen skrev...
    "Gyldenkål kørt træt" // "Okkings 0-niveau" // "Løsagtig farce med meninger" // "En tynd Gyldenkål" // "Fus på fidus" // "Megen underfundighed" // "Svindlerfamilie uden ægte charme" // "Ironisk og underfundig dansk" // "Gyldenkåls maske er faldet trods mange udklædninger" samt "For fjollet, men fænger alligevel". 0 stjerner i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026