Frøken Kirkemus (1941)

    Alle kneb tages i brug, da en kvinde vil have stillingen som privatsekretær. Og da jobbet er i hus, fører det mere end bare løn med sig.


    CHARMERENDE LYSTSPIL

    "Uden at forklejne nogen anden Kunstnerinde kan man roligt betegne den yndige, gratiøse og vævre lille Solstraale Marguerite Viby som vor mest populære Skuespillerinde, saavel paa Teatret som indenfor Filmen." Således indledes teksten i det flotte program til "Frøken Kirkemus", der også bragte ros til Poul Reumert ("Efterhaanden er Poul Reumert blevet en sjælden Gæst paa Filmen, altfor sjælden vil de mange mene, der i Aarenes Løb har glædet sig over denne straalende Skuespillers ægte, mandige Kunst.") – samt en plan over Saga-teatrets 1513(!) siddepladser.

     

    Over vanlit niveau

    Alene Marguerite Viby og Poul Reumert er alle pengene værd i dette 2. verdenskrigs-lyspunkt: En ægte smittende humor og en charmerende lun historie giver skuespillerne gode vilkår, og dét smitter af på filmoplevelsen., der hæver sig over vanlig samtidsstandard.

    Kærlighed i luften
    Viby spiller den yngre ihærdighed Eva Holm, der på noget utraditionel vis skaffer sig et arbejde som privatsekretær hos direktøren Thomas Berg (Reumert). Snart bliver de to bedste venner, men det holder særdeles hårdt, før det går op for dem begge, at de vist egentlig også elsker hinanden.

    Roligt og charmerende
    Især Poul Reumert overbeviser med sit rolige, charmerende spil. Ib Schønberg tilfører sædvanen tro filmen en ekstra dimension i rollen som den hårdt prøvede bogholder Blom. Johannes Meyer ses i en typisk galant rolle, og Knud Rex har charmekluden på som direktørens bejlende søn. Else Jarlbak er den store konkurrent udi kærligheden, og Henry Nielsen er – ikke overraskende – nattevagt.

    Holder høj standard

    Rudolf Frederiksen og Alf Schnéevoigts fotografering holder en høj standard, og slagersangene med musik af Kaj Gullmer og tekst af Carl-Viggo Meindke er rene ørehængere, der giver smilehuller for en stund. De tæller bl.a. "En Vaarnat i Wien" og "Bare du vil smile lidt til mig" ("Livet er saa skønt og herligt, nu er ingenting besværligt, aifing er en Leg, bare du vil smile lidt til mig."

     

    Pressen skrev...
    "Nydelig Lystspilfilm: Sagas Aabnings-Sukces med Talent og Kultur" // "Det nye Par, Reumert-Viby, delte Publikum i to Partier: Alice O'Fredericks og Lau Lauritzen havde sat i Scene med øvet Haand, uden ydre Narrestreger og uden ret god Fotografering. Men Spillescenerne var i fuldkommen Orden" samt "Poul Reumert og Marguerite Viby de straalende Poler i elegant dansk Lystspil". **½ stjerner i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1941, Danmark, Komedie, Romantik, 93 min.

    Dansk titel: Frøken Kirkemus
    Instr: Alice O'Fredericks, Lau Lauritzen Prod: Henning Karmark Manus: Paul Sarauw Baseret på: svensk manuskript af Ragnar Hyltén-Cavallius og roman af Ladislas Fodor Foto: Rudolf Frederiksen, Alf Schnéevoigt Klip: Marie Ejlersen Mus: Kai Gullmar