Congo (1995)

    Dræberaber går til angreb på sagesløse mennesker, mens heldige udvalgte opnår talrige chancer for at få likvideret bæsterne.


    INGEN SPÆNDING

    Instruktøren af Arachnophobia (1990) har i denne film kastet sig over lidt større og mindre ottebenede dyr, nemlig gorillaer.

    Ingen spænding
    Resultatet er imidlertid ikke stort bedre. Filmen "Congo" lider af en iøjnefaldende mangel på spænding og overraskelse. Historien gøres fjoget og utroværdig gennem en lang række tåbelige pesoner.

    Talende gorilla
    Dylan Walsh er den "lykkelige" ejer af en talende gorilla. Gennem tegnsprog og en oversættelsesmaskine kan han kommunikere med sit kæledyr. Men denne Gorilla, kaldet Amy, er begyndt at male store, grønne malerier, og efterhånden er Walshs hus kommet til at ligne en jungle. Han indser, at Amy længes hjem til junglen, og han planlægger en ekspedition til Centralafrika.

    Masser af diamanter
    Samtidig bliver en kvindelig professor tvunget sammesteds hen, idet otte af hendes kolleger er blevet dræbt i junglen (af en grå dræbergorilla), og fordi hendes boss vil have fingrene i en diamant, der kan give ham adgang til billionvis af dollars.

    Hoveder rives af
    Snart går de begge i gang med at lede efter spor af gorilla-likviderede folk, og da man når til byen Zinj, støder man ind i tusindvis af diamanter, som den pengegriske eksrumæner Herkermer Homolka straks kaster sig over, med det resultat, at hundredvis af dræberaber kaster sig over de for filmen mindst betydelige personer og river hovederne af dem.

    Effektiv laserkanon
    Hovedpersonerne klarer "overraskende" skærene, idet den stærke kvinde i farten når at bakse en superkanon med laser sammen, og fordi den nuttede gorilla Amy lige pludselig dukker op - og med sin computer-tekniske accent siger ugly gorillas, go!

    Brudte løfter
    Så det går alt sammen til sidst - især fordi professorinden får hævnet sig på sin boss ved at smide diamanten bort og ødelægge en satellit, fordi han brød et løfte, der byggede på kærlighed frem for penge.

    Synlige kulisser
    Kulisserne er alt alt for synlige, og de bliver endnu et ødelæggende moment i filmen. Et af de få opbyggende momenter er ironisk nok Jerry Goldsmiths musik, der særligt i bongotemaerne rykker fint.

    Effektiv surroundlyd
    Men man kan også opnå nogle ret så uhyggelige gåsehuds-ture, når dræbergorillaer pludselig springer frem fra buske, stærkt hjulpet af en fænomenal surroundlyd.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024