Seven Days in May (1964)

Mens instruktør John Frankenheimer endnu stod ved sine kunstneriske og personlige filmidealer - og altså før han gik mainstream - serverede han en lang række visuelle og fortællermæssige lækkerbiskner, og "Seven Days in May" er med i denne klub.

Endnu en koldkrigsfilm fra 1964

Ligesom kollegaen Sidney Lumet kom Frankenheimer fra en karriere i tv, hvilket kan aflæses æstetisk tydeligt i mange af de greb, han anvender i sine tidligere filmfortællinger. Og faktisk er "Seven Days in May" endnu en 1964-koldkrigsfilm, side om side med netop Lumets Fail-Safe (1964) og Kubricks Dr. Strangelove (1964).

I maskinrummet

Vi er helt inde i maskinrummet hos den amerikanske præsident, Fredric Marchs Jordan Lyman, da han af Kirk Douglas' oberst Jiggs først bliver opmærksom på, at der foregår noget råddent i staten USA. Åbenbart er en række topmilitærfolk ved at planlægge at kuppe præsidenten fra magten.

Utrygge generaler

Det er bl.a. Burt Lancasters general Scott, der ikke ser en fremtid med Lyman ved magten - for præsidenten har planer om at nedruste atomvåbenparken, hvilket gør Scott både utilfreds og utryg - for sovjetrusserne kan jo meget vel stå på spring!

Klassisk stil

Ellsworth Fredericks' sort/hvide fotografering er meget opmærksom på det stemningsskabende i en klassisk stil, der for længst er afgået ved døden. Masser af lækre vinklinger (allerhelst frøperspektiv), vævre bevægelser ind og ud fra handlingens personer, skyggefulde lyssætninger.

Diminutiv musikanvendelse

Det er betagende at se på og en fortælling i sig selv. Samtidig glæder man sig over den meget diminutive anvendelse af underlægningsmusik - på trods af at Jerry Goldsmith her leverer en af sine mere ekstravagante scores: Militant-minimalistisk i rytme og besætning.

Imponerende skuespillerliste

Skuespillerlisten er imponerende, og spillet er over én kam overbevisende og fuld af indlevelse i den 60'er-rullende koldkrigsparanoia. Bedst er Kirk Douglas i en underspillet birolle som whistleblower, der kan få ørerne i maskinen, men også Edmond O'Brien som senator Clark imponerer (Golden Globe-vindende og Oscar-nomineret).

Højteknologisk koreografi

Filmens koreografi er på mange måder højteknologisk og som sådan langt mere overbevisende end nævnte Fail-Safe (1964). Her er både "storskærme" og digitale gadgets, der selv i dag forekommer moderne og smarte.