Far til fire - Onkel Sofus vender tilbage (2014)

Sammenhængende film:

Far til fire - gi'r aldrig op (2005)

Far til fire - i stor stil (2006)

Far til fire - på hjemmebane (2008)

Far til fire - på japansk (2010)

Far til fire - tilbage til naturen (2011)

Far til fire - til søs (2012)

Far til fire - Onkel Sofus vender tilbage (2014)

Far til fires vilde ferie (2015)

Far til fire - på toppen (2017)

Far til fire i solen (2018)

Efter at den mildt sagt udtalt udvandede Far til fire-bølge #1 ebbede ud med "Far til fire - til søs", var det med en vis bævren og spænding, at man ventede 2. generation af filmhold og skuespillere udi kunsten at byde Lille Per og co. op til dans.

Forfriskende

Væk er Niels Olsen og alle de andre - og ind på scenen træder Jesper Asholt som far, omgivet af nye børn og voksne, herunder Kurt Ravn som Onkel Anders. Det er der faktisk kommet en rigtig forfriskende børne-filmoplevelse ud af - og det er ikke kun på grund af udskiftningen.

Noget på hjerte

Der er flere faktorer, der højner "Far til fire - Onkel Sofus vender tilbage" fra i hvert fald de 5 ud af 6 første film i serien: Der er et manuskript med noget på hjerte (hvor tyndt grundmaterialet end måtte være), der er børne- og voksenspillere i hyggelig og uforpligtende fortolkning af filmuniverset.

Fantasi til perspektivering

Men vigtigst af alt, der er fantasi til perspektivering, og dét er i sandhed noget, man har savnet i de 6 første film. Fantasien opstår ganske vist ud af kejtet og utroværdigt indrammede minder fra gamle dage, i forbindelse med at Onkel Anders' tvillingebror Sofus kommer på besøg.

Kig mod stjernerne

I en gammel træhytte ved Roskilde Dyrskue (som stadig står urørt og intakt efter Anders og Sofus' barndom!) oplever Sofus og Lille Per nemlig fine sager, der i al sin enkelthed er med til at give filmen pift af tiltrængt fortryllelse: Det gamle tag kan rulles til side, så man kan ligge på gulvet og kigge op i stjernerne.

Bundniveauet løftes

Mere skal der ikke til for at løfte bundniveauet. Men det hjælper også filmen betragteligt ud over stepperne, at Kurt Ravn i sin første optræden som Onkel Anders udstyres med det privilegium at spille samme dobbeltrolle som Peter Malberg i Far til fire og onkel Sofus (1957). Dét er der nemlig energi og morskab i - for alle aldre - og Ravn gør det sjovt som både Onkel A. og dennes vrisne tvillingebror Sofus.

Ikke noget ringe bytte

Sigurd Philip Dalgas er bestemt ikke noget ringe Lille Per-bytte, ligesom Jesper Asholt gør et troværdigt indhop som Far. Så kniber det lidt mere med birolle-gennemslagskraften, selvom Bodil Jørgensen kunne have været et finurligt Fru Sejersen-potentiale: Hendes spas med engelske gloser falder desværre til jorden.

Udtalt vammel lejebålsang

Kirsten Lehfeldt er sjov som fededame-kostume + landkonebondsk dyrskue-konferencier. En udtalt vammel lejrbåls-sang serveret af den nye Peter (Allan Hyde) skal ikke ødelægge filmseriens uventede opsving. Nogle gange er der bare rigtig meget energi i, tja - ny energi.