Strays (2023)

Nuttede hunde belemres her i bedste bamsebjørnestil (her tænkes på drengerøvskomedien Ted (2012)) med masser af dity talking, bandeord, kæk omgang med svampe og alkohol og – ikke mindst – en ustoppelig optagethed af pik.

Hunde vækkes til live

Indrømmet, i glimt er "Strays" en hyggelig lille komedie, hvor hunde vækkes til live gennem animeret talende bjæfgab og med talentfulde amerikanske stemmeskuespillere som personificerende overtjenere.

Tiltagende håbløst manus

Men det bliver hurtigt for dumt, for plat og for dvask, i en grad så det skriger til himlen i Dan Perraults tiltagende håbløse manuskript og tilhørende replikker. Det er ganske enkelt kun sødt og morsomt i den nuttede start, hvor fokus heller ikke endnu er rettet helt ind på pik, røv og nosseslik.

"Universelt morsomt"

Det er åbenbart universelt morsomt for mennesker, når sagesløse dyr kun tænker på sex? Den ene hund er stemmelagt af en sort amerikaner (Jamie Foxx), der på et tidspunkt kækt proklamerer, at han nu "tager sin hvide stemme på" (for at lyde pænere.) Selv hunde tænker i politisk korrekthed.

Sovset plathed

Selv den potentielt søde hundevenskabshistorie drukner i lige dele sovset plathed og utåleligt intetsigende popsange, der nok taler ind i handlingen, men som brager proletarisk ud af alle kanaler. Sangene afløser, hvor underlægningsmusikken hører op. Med andre ord et nærmest nonstop musikbombardement.