Chained (2012)

    En taxachauffør med bolig langt ude på en øde mark lever et dobbeltliv, hvor han myrder kvinder i sin "fritid". Da en af kvinderne har sin 9-årige søn med i taxaen, ændrer det Bobs arbejdsgang.


    ALTOMSLUTTENDE MØRKE

    Der er meget store spring i kvalitet fra  "kunststof-thrilleren" Surveillance (2008) til den fire år yngre "Chained": Instruktøren er i begge tilfælde Jennifer Lynch, der også senere instruerede episoder af den voldsomt uhyggelige Dahmer – Monster (2022). Således er (serie)mord lidt af speciale for Lynch, og evnerne til at formidle et altomsluttende mørke skinner helt skarpt igennem i den anderledes vinklede "Chained".

     

    Slagtes og begraves...

    Altid spændende Vincent D'Onofrio er taxachaufføren Bob, der har sine daglige rutiner. Men rutinerne er ikke helt efter bogen, hvilket vi erfarer allerede i det omvæltende anslag. Bob bringer nemlig så ofte som muligt en sagesløs kvinde med sig hjem – hun skal pacificeres, slagtes og herefter begraves i krybekælderen.

     

    9-årig dreng som "bonus"

    Men da Bob en dag får en 9-årig dreng med hjem "som bonus", da moren skal igennem den sædvanlige procedure, bliver taxachaufføren nødt til at omtænke hele sit koncept lidt. Han finder således en rolle til knægten, der på ingen måde har noget valg.

     

    Udtalt mørk

    "Chained" er udtalt mørk, og stemningen smitter og tynger. Det vidner om en lang række kloge valg i formidlingen af Bobs bestialske personlighed og lyster: Hans anonyme villa med (krybe)kælder ligger så langt fra nærmeste nabo, at han aldrig er i fare for at blive overvåget... eller hørt. Vinduerne er beklædt med en form for plader, så stuerne er henlagt i en konstant mørke.

     

    Betændt historie

    Og Jennifer Lynch har ikke travlt, når hun gengiver denne betændte historie, hvilket mærkes også i de meget stærke præstationer – ikke mindst D'Onofrio, der nyder godt af et stort råderum til "fri leg". Hans Bob-karakter nærmest ætser sig gennem skærm eller lærred med lige dele letantændelig utilregnelighed og mentalt formørket vanvid.

     

    Langt under krybekælderens ligblandede muld

    Også hans ufrivillige hjælper (i to aldre, da handlingen spænder over et helt årti) gestaltes med indlevelse og smerte, først af Evan Bird, der skal gennemleve det indledende traume at være tvangsindlagt til at leve sammen med dén mand, der har slået moren ihjel. Senere af Eamon Farren, der nu er den ældre teenageudgave – hulkindet, underernæret og følelsesmæssigt langt under krybekælderens ligblandede muld.

     

    Krævende mørkt eventyr

    "Chained" er virkelig et krævende mørkt eventyr, der lykkes i langt de fleste facetter. Ærgerligt nok forplumrer for meget musik undervejs og en mystisk malplaceret sekvens lige inden slutningen en hel del, men ikke nok til at ødelægge en filmoplevelse, der vrider seriemorder-undergenren i alle fibre og kropsdele og efterlader sine tilskuere med hængende underkæbe. Slutteksternes mørklagt musikløse skridt-gennem-hus-lyde er et stunt, der tager kegler.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2012, Canada, Thriller, Krimi, Gyser, Børn på film, Teenagere, Seriemordere, Biler på film, 94 min.

    Dansk titel: Chained
    Instr: Jennifer Lynch Prod: Rhonda Baker, David Buelow, Lee Nelson Manus: Jennifer Lynch Baseret på: et manuskript af Damian O'Donnell Foto: Shane Daly Klip: Daryl K. Davis, Chris A. Peterson Mus: Climax Golden Twins
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation