The Drowning Pool (1975)

Sammenhængende film:

Harper (1966)

The Drowning Pool (1975)

Ikke noget skoleeksempel på hverken et magnifikt originalt manuskript eller for den sags skyld en magnifik original 2'er. Men ni år efter den oprindelige "Harper"-film trådte Paul Newman igen i detektivtøjet, denne gang under Stuart Rosenbergs taktstok.

Sprød stil

Det 60'er-typiske er således erstattet af 70'ernes særligt sprøde stil, som ind imellem bare leverer på lækkerhedsfaktoren. Det er på dette bagtæppe at privatdetektiven Lew Harper rejser til Louisiana for at hjælpe Joanne Woodwards Iris Devereaux med at holde hendes utroskab hemmelig.

Et forførerisk stunt

Undervejs i dette forløb forsøges han forført at Melanie Grifiths purunge Schuyler på et motelværelse – Iris' teenagedatter – hvilket må være et stunt udført af "grumme bagmænd" for at få Harper ned med nakken. Men han ved godt, hvad der skal vende op og ned... også på en skibsbriks.

I ubalance

Ligesom den oprindelige "Harper"-film lider også "The Drowning Pool" under at være i ubalance. Fortællingen vil for meget, men evner for lidt, samtidig med at der springes lidt for kækt rundt mellem begivenhederne. Til gengæld er der bedre bid i birollerne, hvor substansen er højnet.

Raffineret femme fatale

Det lukrerer særligt Joanne Woodward på i en raffineret og underspillet femme fatale-rolle, men også Murray Hamilton er skøn som den uslebne J. Hugh Kilbourne. Ham møder vi første gang ifærd med at træne til en ulovlig bulldog-kamp for foden af en af Lousianas sumpede strande. Melanie Grifith er både charmerende og forførerisk i en af sine allerførste lidt vægtigere roller.

Højnes betragteligt

Lækre (sydstats-)locations højner filmoplevelsen betragteligt. Vi er nu primært rykket udendørs, hvor størstedelen af "Harper" foregik i billigt udseende kulisser. En anmassende jazzet underlægning af Michael Small slipper vi dog ikke for. Sent i processen blev musikken lidt plat tilført et hovedtema baseret på et af datidens allerstørste hits, "Killing Me Softly...".