Broken arrow | |
Den ene højtstående militærpilot narres af den anden, der har skumle planer med flyets atomvåbenlast. | |
| KLICHÉ Actioninstruktøren John Woo serverer godt halvanden times actionkliché. Det kunne man med lethed sluge, hvis det blev ved dét. Men problemet med "Broken Arrow" er, at den er så ubeskriveligt dum, at det er til at skrige over. To gode kammerater Vic og Riley (John Travolta og Christian Slater) flyver af sted på en øvelse i et fint militærfly. Pludselig forsøger Vic at dræbe Riley, men det lykkes ikke, og begge når at forlade flyet, inden det styrter ind i en klippe. Herefter begynder den vilde jagt. Riley må for alt i verden have fat i atombomberne, inden Vic får gennemført en sprængning. Hel tilfældigt støder helten Riley ind i en jævnaldrende, køn kvindelig landbetjent, som morderlig gerne vil hjælpe den trængte pilot. Sammen kommer de i store vanskeligheder, da de skal i kamp mod Vic, der ikke skyer nogen midler. John Travolta spiller så flødebolle-dårligt, at man næsten ikke kan holde ham ud i mere end to minutter. PHILM har stort set ikke set så ringe spillet en skurk før. Scene efter scene drøner "Broken Arrow" mod det for længst gennemskuede klimaks. Mens Travolta giver prøver på elendigt skuespil, sjasker en glatbarberet Christian Slater og hans nye dulle sig gennem heltedådens farefulde færd. End ikke effektmageriet er overbevisende. For en gangs skyld er John Woo (også her) gået på kompromis med kvaliteten, og man irriteres ofte af tydeligt studiefilmede actionsekvenser. Var det virkelig nødvendigt at gøre filmen så ekstraordinært tåbelig? | |
| Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |