	war of the Roses, The

	At elske og ære i medgang og i modgang... Ægteparret Rose får svært ved at elske og ære, da en skilsmisse står for døren.

	MEGET FESTLIG ÆGTESKABSKRISE Det er altid både trist, uretfærdigt, ærgerligt og dumt, når et par efter mange års ægteskab skal skilles. Men først og fremmest er det besværligt! Hvem skal have huset? Hvem skal i det hele taget have hvad? Og kan man slet ikke enes, bliver problemerne kun flere. Danny DeVito forstår i sin karakteristik af netop denne situation i THE WAR OF THE ROSES at fremhæve de problemer, der kan opstå, med en fritsluppen og oprigtig form for humor, der hen imod filmens slutning bliver mere og mere grotesk. Oliver Rose (Michael Douglas) gifter sig med Barbara (Kathleen Turner), og nu skal pengene tjenes, så parret kan få sig et flot, stort hus. Det er kun Oliver, der arbejder, for kvinder hører hjemme i huset, synes han. Til gengæld må han så også arbejde hele tiden, hvilket betyder, at han stort set aldrig har tid til sin kone - og naivt tror, at hun bare er lykkelig. Men med årene stryger han katten mod hårene, og Barbara begynder så småt at bide. De første spæde tegn på irritation og vrede opfatter Oliver som humørsvingninger, og det er først, da konen i himmelsengen klokken tre om natten fortæller ham, at hun vil skilles, at han fatter noget. Men da er det alt for sent, for Barbara har på forhånd opbygget en sådan vrede og afsky mod sin mand, at hun overhovedet ikke vil have noget med ham at gøre. Hun tager det som en selvfølge, at hun kan blive boende i den store villa, da det er hende, der har indrettet den. Men gennem sin advokat (spillet af instruktøren selv) erfarer Oliver, at han ifølge et par paragraffer godt må blive boende under samme tag som sin kone. Nu starter en regulær krig mellem de to, der starter på det psykologiske plan men hurtigt udvikler sig mod meget voldelige og ondskabsfulde handlinger. Hermed starter en meget underholdende farce, og man er meget medrevet af den sprudlende opfindsomhed, som manuskriptet strutter af. En anden ting, der griber fat i tilskueren, er de meget livlige kamerabevægelser; vældige kranture og hurtige trackings rundt i villaen. Michael Douglas er filmens bedste, og jeg selv holder afgjort med ham. Der er nok dem, der vil holde med konen, men det er jo smag og behag. Med knyttet næve sidder man og gejler Oliver op: "Få nu skovlen under den lede ...."... Kathleen Turner folder sig ud med hele viften og er med til at give filmen en broget kulør. Danny DeVitos rolle er ikke særlig stor, men han har en stor symbolsk betydning. Han er den rådgivende advokat, der er blevet nødt til at begynde at ryge igen efter Rose-sagens begyndelse. Det er hans historie, der fortælles. Han fortæller den til en mand, der står for at ville skilles som et afskrækkende eksempel, og det lykkes faktisk temmelig godt i filmens i øvrigt dejligt originale og uventede slutning, hvor han også selv kan smide cigaretten (måske dem alle sammen) ud fra balkonen på sit kontor. Festlig, fyrig, spændende, voldsomt engagerende og hyle-morsom.

	Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010

	Udskriftsvenlig udgave