Voyager | |
En mand forelsker sig blændende i en ung kvinde, der kunne have været hans datter. | |
| FIN MAX FRISCH-FILMATISERING VOYAGER - hvorfor i alverden skulle filmatiseringen af Max Frischs bestseller-roman "Homo Faber" få denne lettere misvisende titel? Nuvel, VOYAGER er en ret så vellykket filmatisering af romanen, og man er opslugt af historiens spændende udvikling det meste af tiden. Båret af et par glimrende og utraditionelle skuespillerpræstationer af Sam Shepard og Julie Delpy fremstår filmen som noget særligt, noget nyt, noget friskt. Filmen har mange gode kort på hånden, men særprægene kan tælles på én hånd. Historien er fortalt på et stilfuldt men klassisk teknisk niveau. Faber (Sam Shepard) rejser meget. Det er en del af hans arbejde, men han er også besat af at rejse rundt på hele kloden. Han har svært ved at være sammen med andre mennesker ret længe ad gangen - trives bedst alene. Han har lagt en skilsmisse bag sig. En dag går der ild i et par af et flys motorer, og det må nødlande midt i ørkenen. Hér må passagererne overnatte, inden de bliver evakueret. Faber møder en mand, der viser sig at være bror til Fabers tidligere kones næste mand. Faber erfarer nu, at han måske er far til en ung kvinde, og hans verden begynder at ændre sig. Da han tilfældigt en uges tid senere på en færge på vej mod Paris støder ind i en ung kvinde, ved han ikke, at netop hun er hans datter. Og som en naturlig konsekvens af, at far og datter aldrig har haft mulighed for at lære hinanden at kende, tiltrækkes de to af hinanden, fordi de ligner hinanden på mange punkter. De forelsker sig. Men en dag beretter den unge kvinde, Elisabeth (Julie Delpy), om sin fortid og nævner sin stedfars navn, og en Faber bliver lammet af rædsel. Men han siger ikke noget til Elisabeth, og hun forstår slet ikke, hvorfor han pludselig er så fjern og afvisende. Filmen behandler bogens slutning på en klodset og overilet måde, således at denne slet ikke berører tilskueren. Man mærker tydeligt, at Max Frischs roman er præcist og sjælfuldt adopteret. Både skuespil og billedsprog er medrivende, og selvom filmen er stillestående, fremstår den intenst og bevægende. | |
| Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |