Hoosiers
Som nyudvalgt træner for en skoles basketballhold kan det være svært at tilfredsstille alle i et indspist landsbysamfund.
EN ÆGTE AMERIKANER-DRØM
A nice piece of americana, en hele vejen igennem forudsigelig og håbløst fortærsket historie om en ny træner, der kommer til byens high school og skal forsøge at føre basketholdets seks spillere fra bunden og frem til stats-finalen.

Fra skidt til godt
I starten går det ikke så godt, men tænk, siden går det væsentlig bedre: Resultaterne er gode, spillerne er glade og træneren bliver rost og hyldet.

Glædelig overraskelse
Det er således en glædelig overraskelse, at "Best shot" er pænt medrivende fra start til slut, og at man kan bære over med mange af de vamle elementer.

Naturligt skuespil
En af grundene hertil er skuespillet, der ikke på nogen måde følger den vamle linje: Det er naturligt, troværdigt og fuld af indlevelse. Gene Hackman er fin i rollen som den diktatoriske træner - når man først selv har lært at acceptere hans råben.

Fint spil af Hopper
I rollen som den drikfældige hjælpetræner ses Dennis Hopper, der fint rammer rollens sarte skyggesider.

Barabara Hershey er den tilsyneladende ikke særlig imødekommende fungerende rektor på skolen, der dog fatter sympati for den udskældte træner. Basketball-drengene er gode på banen, hvor de formår at hæve gejsten med tilråb som Let's go og små klap på skuldrene. Både spil og skuespil er hér godt.

Intensiteten fastholdes
Når man har set den første halve time, har man også set de næste to halve, men det er altså lykkedes instruktør David Anspaugh at fastholde intensiteten gennem en række lange spil-sekvenser, selvom resultatet på forhånd må siges at være kendt.

Lykkelig-love-you
Det undrer dog stadig, hvorfor amerikanerne laver disse film. De drages åbenbart af denne militante patriotisme, de "rigtige" drenges sportskampånd og "lykkelig-love-you-syndromet". Det er snart blevet til nogle tusinde amerikanske film med dette tema, men de kan bare ikke få nok.

Intet suppe-flop
"Best shot" skiller sig som nævnt heldigvis ud fra mængden af suppe-flops. Jerry Goldsmith fik en Oscarnominering for sin nogenlunde tæmmede musik, ligesom Dennis Hopper fik en nominering for sin elskelige præstation.
Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2012
Udskriftsvenlig udgave