piano, The | |
En stum kvinde med forkærlighed for klaverspil giftes bort mod sin vilje. | |
| SMUKT OG FORBILLEDLIGT "The Piano" er en film om begær og seksuel besættelse, fortalt i bjergtagende billeder og med så fremragende skuespil, at tilskueren for en stund får afløb for forsømt begær efter smuk og upoleret filmkunst! Jane Campions film er intet mindre end en ægte forføreriske. Således kan man bare læne sig tilbage og nyde de sublime billeder fra det flotte New Zealand, kun forstyrret af Michael Nymans små-minimalistiske øregas-filmmusik. Man spørger sig selv, hvorfor i alverden den kvindelige instruktør Jane Campion ikke har valgt noget sund og smuk klassisk klavermusik i stedet. For Michael Nymans musik er rent ud sagt ødelæggende for filmen! Holly Hunter spiller hovedrollen som den stumme klaverspillende skønhed Ada McGrath, der mod sin vilje bliver giftet bort til en mand hun ikke kender. Han, Stewart (Sam Neill), bor langt ude i bjergene, og Ada bliver sejlet dertil sammen med sin omtrent 8-årige datter Fiona (Anna Paquin). Klaveret har hun med sig, men i første omgang får det lov at stå på stranden, da bærerne ikke har mulighed for at bringe det helt til dørs. Ada længes dog så voldsomt efter sit klaver, at den 'indfødte' tilflytter George Baines (Harvey Keitel) skaffer det hjem til sig og arrangerer, at Ada skal give ham undervisningstimer. Hans intentioner strækker sig dog i en noget anden retning en klaverspil. Det er andre mere kropslige tangenter, han ønsker at spille på, og Ada kan ikke sige nej, hvis hun altså ønsker fortsat at spille på sit klaver. Al denne kropslighed ændrer dog den indesluttede Ada, og hun falder i armene på George. Hvad det kan føre med sig af jalousidrama skal vi lade være usagt, men der kommer til at udspille sig et drama uden lige, da Stewart ved et tilfælde opdager konens forhold. Filmen afrundes lidt for kantet og hurtigt, og man føler sig lidt snydt af denne 'nemme' løsning efter at have siddet bænket til skønne billeder. Skuespillet kan man ikke sige noget ondt om. Holly Hunter er formidabel, Sam Neill næppe set bedre, Harvey Keitel ganske sublim, og den unge Anna Paquin (der ligesom Hunter vandt en Oscar) leverer noget uforglemmeligt barnespil. Billeder og lyd - særlig fra den storslåede natur - er spiselige og overrumplende smukke. Men også det historiske er flot ramt med kostumer, man sent skal glemme. | |
| Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |