The Perfect Storm (2000)

    En gruppe fiskere trodser alle forudsigelser om orkan og drager langt ud på havet i deres søgen efter den perfekte fangst.


    I OPRØRT HAV

    Wolfgang Petersens vand-trilogi:

    Das Boot (1981)

    The Perfect Storm (2000)

    Poseidon (2006)

     

    "The Perfect Storm" skuffer fælt! Filmen har virkelig ikke meget at byde på. Historien er ensidig og kedsommelig, skuespillet er fraværende og farveløst, effekterne er uimponerende og gennemskuelige, spændingen udebliver.
     

    Grå hår i skægget

    Fiskerbådsskipperen Billy Tyne (George Clooney) er ved at få grå hår i skægget af, at han aldrig kan hente den samme store fangst hjem som den konkurrerende kvindelige kollega. Sammen med sin faste stab af fiskere drager han derfor længere ud i bølgen blå end normalt.

    Alle tiders fangst
    Helt derude et sted, halvvejs mod Europa, der da være bid! Det er der så sandelig også, men efter at Billy og hans sjak har fyldt lasten, havner de i årtusinders værste orkan. Det bliver en stor udfordring for den lille fiskekutter og besætningen, der så småt er begyndt at lide af hjemve – ekskoner og krøltoppe venter bekymrede. Men mon ikke kaptajnen denne gang har gabt over en lidt for stor udfordring?

    I stride strømme
    Oceaner af hav vælter ind over dækket i stride strømme. Noahs ark i syndfloden må have været det rene vand ved siden af! Den ene computeranimerede bølge afløser den anden, mens larmende lydeffekter og James Horners udtalt idéforladte musik følger bølgeslagene.

    I vand til knæene
    Alle roller er sådan set ubetydelige. Topmodellen Mark Wahlberg serverer et par bekymrede grimasser, John C. Reilly poserer i regnslag og sydvest, George Clooney er sur og magtfuld med udtryksløse øjne i vand til knæene.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026