Awakenings
En gruppe hjerneskadede patienter vækkes for en stund op til overfladen af en læge.
BEMÆRKELSESVÆRDIG HISTORIE
AWAKENINGS er en film lidt i stil med "Rain Man", en film hvori amerikanske filmmagere forsøger at være alternative med en historie om menneskelige egenskaber.

Penny Marshalls måde at behandle emnet på er bedre, mindre amerikansk og langt mere varieret end Barry Levinsons "Rain Man".

Den nye læge Malcolm Sayer (Robin Williams) ankommer til et langtidshospital i Bronx, der beskæftiger sig med hjerneskadede patienter. Gennem omfattende research erfarer Sayer, at alle patienterne har lidt af den samme parkinson-lignende sygdom, før de mistede kontakten med omverdenen, og han vil forsøge at give en af patienterne noget medicin, der i bedste fald vil kunne vække ham tilbage til livet. Hans forsøgsperson er Leonard Lowe (Robert De Niro), og resultatet er mirakuløst. Snart kan Leonard gå, tale, spise og smile ved egen hjælp. Nu støtter de andre patienters pårørende dr. Sayers forsøg, og snart er alle patienter oppegående og ufattelig åndsfriske. Det er næsten for godt til at være sandt (men det er sandt, for filmen bygger på en virkelig begivenhed). Efterhånden begynder det at gå ned ad bakke for Leonard igen, og han begynder at få spastiske symptomer, inden han på ny havner i sin koma-tilstand. Det samme gælder de andre patienter. Ingen kan forklare, hvorfor det sker.

Båret af to meget stærke skuespillerpræstationer af Robin Williams og Robert De Niro, fremstår AWAKENINGS som en bevægende, oprigtig og uforudsigelig film. Der er nogle få overdrivelser i filmen, man må ryste på hovedet af, men ellers er historien fortalt på et meget jordnært og billedligt smukt plan. Randy Newman har næppe skrevet bedre filmmusik.
Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2010
Udskriftsvenlig udgave