101 Dalmatians (1997)

"101 Dalmatians" begynder lovende med en række utroligt morsomme, veloplagte og varierede scener. Men det bliver desværre også det eneste tidspunkt i denne Disney-film, hvor der er rigtigt god underholdning.

Ender i en blindgyde

Allerede efter et kvarters tid køres ind ad en sædvanlig Hollywoodkomedie-gade, der er ensrettet og ender i en blindgyde. Der bliver alt for langt imellem de livlige og opfindsomme scener, der prægede filmen så fint i begyndelsen.
 

En dobbelt dyreforelskelse

Jeff Daniels er computerspilsdesigneren Robert, der er en garvet ungkarl. Den eneste, han bor sammen med, er den flotte han-dalamatiner Pongo. Men det skal der snart blive ændret på: Da Pongo pludselig forelsker sig hovedkulds i en hun-dalmatiner og trækker sin cyklende herre gennem byen, bliver det begyndelsen på en dobbelt forelskelse.

Et storstilet bryllup
Hun-dalamatineren Perles herre er nemlig den enlige kvinde Anita (Joely Richardson), der tilfældigvis ønsker sig en mand. Robert og Anitas fælles interesse for dalmatinere fører hurtigt til et storstilet bryllup. Der går ikke mange øjeblikke, så er både Perle og Anita gravide, og alt synes at være rosenrødt.

Én på frakken!

Men i kulissen står den pels-fanatiske mangemillionær Cruella DeVil (Glenn Close), hvis ondsindede magtbegær karakteriseres overbevisende af en veloplagt, Golden Globe-nomineret Glenn Close. Da hun får nys om, at der kommer hvalpe i Robert og Anitas hjem, sætter hun alt ind på at få fat på hvalpene. De kunne jo blive til mange dejlige pelse... 

En dalmatiner pr. minut
Der er faktisk en nuttet dalmatiner for hvert minut, filmen varer. Men det er ikke nok til at få det hele til at fungere. Hvor veltrænede, dygtige, charmerende og indtagende hundene end måtte være, kan de ikke bjæffe og logre sig ud af den meget tyndt skrevne og særdeles rodede historie. Handlingen er simpelthen ukoncentreret.

Spredt og overfladisk
Cruella DeVils optræden i filmen er også spredt og overfladisk: Det er alle hundene, der er stjerner, men den dukkehussøde fremstilling af de sortplettede, der i lettere overgearet "Alene hjemme"-stil skal forsøge at slippe helskindet fra skurkene, fungerer aldrig helt perfekt. "101 Dalmatians" er fest og farver for børnene, men alt for meget synkroniseret forudsigelighed fra Hollywood for de mere voksne biografgængere.