Legends of the fall | |
Tre sønner vælger at forlade deres ekstremt rolige tilværelse hos deres far i bjergene til fordel for første verdenskrigs ødelæggelser. | |
| MELODRAMATIK I STRIDE STRØMME Et melodrama af de helt store, med en langhåret Brad Pitt i pigeidolrollen som rebelsk vildmand i den storslåede nordamerikanske natur. "Legends of the Fall" åbner smukt og idyllisk på familien Ludlows farm midt i den vildeste bjergrige natur. Oberst William Ludlow (Anthony Hopkins) er lykkelig over at have sine tre voksne sønner samlet under et tag, mens han må se sin småsippede kone forlade huset i afmagt over isolationen i bjergene. Den yngste af brødrene, Samuel (Henry Thomas) er den poetiske og naive af de tre, den ældste Alfred (Aidan Quinn) er den fornuftige og borgerlige, mens den mellemste, Tristan (Brad Pitt) skejer helt ud med langt hår og plettet bondeskjorte, mens han søger efter sin indre bjørn på hesteryg i bjergene. Samuel har bragt sin forlovede, Susannh (Julia Ormond) med sig til gården, og begge de to uforelskede brødre har svært ved ikke at vise interesse for den kønne pige. Men så kommer den naive og patriotiske Samuel på, at han vil af sted som soldat i første verdenskrig, og de to andre brødre følger med. Naturligvis bliver dette startskuddet til en katastrofe - alle brødre kommer naturligvis ikke helskindet i land. Men hjemme på farmen venter endnu større katastrofer, rent og skær romantiske kriser de to resterende brødre imellem - i kamp om den smukke Susannah. "Legends of the Fall" har et godt greb i tilskueren. De visuelle virkemidler er så stærke og overbevisende, at det er svært ikke at lade sig rive med. I længden fremstår "kulisserne" dog mere og mere som en slags lappeløsning, i takt med at historien køres længere og længere ud i ekstreme tragedier, og melodramatikken tager til i en sådan grad, at det nærmest driver ud af skærmen som honning. Skuespillet er godt, men man savner et par originale indfald i rollerne. I særlig grad synes Brad Pitts rolle skræddersyet til at knuse ethvert pigehjerte - han får hele tre bredformats-scener på hesteryg, hvor han rider ind i billedet akkompagneret af den patriotiske musik. Anthony Hopkins har en meget Anthony Hopkin'sk rolle, der ikke overlader noget til fantasien, mens Julia Ormond i filmens dominerende kvinderolle til punkt og prikke følger instrukser om at grine og græde på skift, i takt med melodramatikkens svingninger. James Horners musik er nærmest absurd svulstig og overvældende. Hvor er den mands musik dog i øvrigt ensartet - som sædvanlig har han byttet om på noder, som vi siden hører i talrige af hans senere scores. | |
| Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler © philm.dk 1992-2010 | |
| Udskriftsvenlig udgave |