Juggernaut
En bombeekspert tyer til sidsteøjebliksløsningen ombord på et passagerskib.
NÅR EN BOMBE SKAL DEMONTERES
Filmens mystiske titel refererer til skurken, der har valgt at kalde sig dette. Han er skyld i al spændingen i filmen, for han har nemlig placeret en masse bomber på en luksusliner og forlanger løsepenge for at skåne skibet og de mange menneskeliv. Som sædvanlig er det svært for dem på land at beslutte sig for, om de skal betale pengene eller forsøge at redde sig ud af problemerne på anden vis. De vælger det sidste - til gavn for spændingen i filmen! Et hold eksperter sendes ud på skibet. De skal forsøge at gøre bomberne ukampdygtige, og hér finder vi de mest spændende sekvenser i filmen.

Imens er der andre store problemer ombord. Det kniber alvorligt med at holde humøret højt for de mange passagerer, der ellers er overraskende rolige. Til formålet har man ansat en social-instruktør, den småfede Curain, udmærket spillet af Roy Kinnear.

Bombegruppens leder spilles glimrende af Richard Harris. Han mestrer at veksle imellem at være angstprovokeret og jublende, samtidig med at han har en tendens til at virke en anelse arrogant.

Instruktør Richard Lester har fået en ganske god, underholdende og ind imellem ret så nervepirrende thriller ud af det måske ikke helt nytænkende manuskript - ikke mindst på grund af den niveauhøjnende on-location-filmning og herfra de mange smukke billeder af det oprørte hav og den "medrivende" søgang.
Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2010
Udskriftsvenlig udgave